Spring over hovedmenu

Alder er ingen hindring for at tage en ny uddannelse

05-03-2021

Med baggrund i den stigende ledighed som følge af Covid-19 har RAR Nordjylland udarbejdet en ny analyse om mulighederne for brancheskifte og potentialet for at skaffe arbejdskraft til brancher med mangel på arbejdskraft.

Alder er ingen hindring for at tage en ny uddannelse – nyhed og pressemeddelelse - 2021-03-05 (printvenlig pdf) (Nyt vindue)

Hvad gør du, når du efter 23 år i samme virksomhed bliver fyret, og CV’et ikke matcher dine arbejdsopgaver?

Det er den situation Bente Haugård Vinter fra Hirtshals befandt sig i, da hun efter 23 år ved Rederiet Color Line, i efteråret 2020 pludselig blev en del af ledighedskøen. Med mange års erfaring fra samme virksomhed, og en dåbsattest, der har passeret 58 år, virkede det uoverskueligt at skulle påbegynde en ny uddannelse, da kompetencerne fra den oprindelige uddannelse som blomsterdekoratør, ikke var brugt i mange år.

Bente fortæller selv: ”Gennem Hjørring Jobcenter og EUC Nord blev vi inspireret til uddannelsesmuligheder, men min alder taget i betragtning virkede det ikke realistisk at gå i gang med en ny uddannelse.”

Sammen med Jobcenter Hjørring fik Bente kortlagt sine erhvervskompetencer gennem en såkaldt realkompetence-afklaring, og pludselig virkede det slet ikke så uoverskueligt at starte på en ny uddannelse til industrioperatør, sammenholdt med muligheden for at få uddannelsesløft på 110 pct. af dagpengesatsen.
Bente fortsætter: ”Efter vi fik kigget på mine tidligere arbejdsopgaver og erfaringer, viste det sig pludseligt, at jeg kunne blive industrioperatør på kun 12 uger, hvilket gjorde, at jeg pludselig kunne få et bevis på mine kompetencer, og at jeg har sikret mig et job hos Scandic Food pr. 1. marts 2021.”

Opkvalificering og uddannelsesløft som et strategisk redskab i indsatsen for ledige

Bentes situation er ikke enestående, og Covid-19 pandemien har for mange betydet, at de har mistet deres arbejde, samtidig med at jobmarkedet også har ændret sig. Siden august 2020 er rammerne for få at bevilget uddannelse som ledig dog blevet væsentligt forbedret. Særligt muligheden for uddannelsesløft på 110 pct. af dagpengesatsen til visse uddannelser med gode jobmuligheder, har åbnet for flere brancheskift via uddannelse – også senere i livet.

Hjørring Kommune har siden august 2020 bevilget ca. 60 uddannelsesforløb, og næsten alle er udmundet i et brancheskift. Der er tale om forløb, hvor ufaglærte bliver uddannet som faglærte, men også flere forløb, hvor ledige med forældede uddannelser og kompetencer er i gang med en ny erhvervsuddannelse med gode jobmuligheder efterfølgende. Flere er i forbindelse med uddannelsesforløbet også overgået til voksenlærlingeaftaler efter grundforløb på uddannelsesinstitutioner.

”Vi ser det som en meget god investering, når vi tilbyder kommunens ledige en uddannelse, som er brugbar på nutidens arbejdsmarked. Ledige ufaglærte og ledige med forældede kompetencer har generelt rigtig svært ved at finde job. De finder oftest ansættelser af kortere varighed, og de har derfor flere og længere perioder med ledighed” udtaler Kim Jakobsen, afdelingsleder i Hjørring Kommune.

Ledighedsprofiler giver inspiration til mere opkvalificering

Analysen tydeliggør de muligheder og perspektiver, der eksisterer for opkvalificering og uddannelse til job, og hvordan sammensætningen af uddannelsesløft og brancher med mangel på arbejdskraft bærer frugt, også når den ledige måske ikke selv tror det er muligt.

Til analysen har 6 jobcentre fra Nord- og Midtjylland medvirket, og fra Nordjylland deltog Jammerbugt Jobcenter ud over Hjørring, og til sammen har alle jobcentrene frembragt 360 CV’er på ledige, som både er ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser. Der fremgår her 14 typiske ledighedsprofiler, bl.a. kontorassistenten, chaufføren, og lager- og logistikmedarbejderen. Konkret er der udarbejdet et kort for hver profil, som viser deres vej til nye jobfunktioner eller brancher, hvor mulighederne for varig ansættelse er bedre end hvad den ledige kom fra. Der er også en oversigt med inspiration til kortere eller længere opkvalificeringsforløb, som bygger videre på den lediges erfaringer.

Analysens fund er ikke kun opmuntrende læsning, men også nyttig viden for jobcentrene, der samarbejder med virksomheder om at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Erfaringer og kompetencer fra profilerne bliver matchet med virksomheder og jobbeskrivelser, der er sværere at rekruttere til, eller hvor der er mange jobåbninger.

”Bentes historie giver inspiration til, især ledige, senere i deres arbejdsliv kan indgå og være en aktiv og værdiful del af arbejdsstyrken. Analysen viser også, hvilke typer af ledige, der kan være relevante kandidater ved opkvalificeringsforløb til konkrete virksomheder. Der er også nyttig og brugbar viden til jobcentre og a-kasser til at bruge uddannelsesløft fra ufaglært til faglært i forbindelse med brancher med mangel på arbejdskraft. Ligeledes kan analysen bruges til at kvalificere og styrke dialogen med de ledige yderligere, når der snakkes om opkvalificering og uddannelse” udtaler Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland. 

Analysen er udarbejdet af Pluss for RAR Nordjylland i samarbejde med RAR Vestjylland og Østjylland. 

Analysen i fuld længde plus overblik over Rådets andre VEU-analyser.

Nærmere oplysninger:

  • Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland, tlf: 3010 3849
  • Anders Stryhn, direktør for AMK Midt-Nord, tlf: 7222 3602
  • Kim Jakobsen, Afdelingsleder, Hjørring Kommune, tlf. 7233 6106