31-01-2023
Seneste data om vestjysk ledighed og beskæftigelse
Ledigheden i Vestjylland er steget med 626 fuldtidspersoner (26%) fra december 2021 til december 2022. Dermed er fuldtidsbruttoledigheden i procent af arbejdsstyrken på 1,9% i Vestjylland.
Nyt om Vestjysk ledighed og beskæftigelse - 2023-01-31 data, grafer og tabeller (pdf) (Nyt vindue)
På det vestjyske arbejdsmarked har der igennem de sidste par måneder kunnet konstateres en stigende ledighed. Ledigheden er dog stigende fra et lavt leje, og Vestjylland har fortsat den laveste regionale ledighed.
Ledighedsprocenten for de forsikrede ledige er steget med 17,5 % fra december 2021 til december 2022. Stigningen kan ses i 14 ud af 22 a-kasser, der dækker de forsikrede ledige i Vestjylland. I de sidste 8 a-kasser er der et fald i ledigheden.
Ifølge Klaus Helmin-Poulsen, der er formand for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i Vestjylland, så skal den aktuelle situation på arbejdsmarkedet følges nøje, selvom ledigheden fortsat er lav. Dette skal give mulighed for, at RAR og samarbejdspartnere hurtig kan hjælpe de ledige videre i job i de brancher, der fortsat mangler arbejdskraft:
”For at kunne agere hurtigt over for de to forskellige tendenser, der præger det vestjyske arbejdsmarked, så styrker Rådets sin monitorering af arbejdsmarkedet i 2023. Rådet ønsker nemlig både at kunne sætte ind med indsatser til virksomheder, der varsler afskedigelser, men også virksomheder, der mangler arbejdskraft”, udtaler Klaus Helmin-Poulsen og fortsætter:
”Rådet ser opkvalificering som et nøgleredskab i begge indsatser. Opkvalificering kan nemlig være et alternativ til opsigelser af medarbejdere, hvis virksomhederne oplever en ordrenedgang, men også hjælpe opsagte medarbejdere med at opnå nye kompetencer, der efterspørges.
En måde Rådet understøtter, at opkvalificering bliver målrettet brancher med mangel på arbejdskraft er, at Rådet hvert år godkender kurser til positivlisten til den regionale uddannelsespulje.
Den nye positivliste fastlægger Rådet på sit kommende Rådsmøde. Listen bliver offentliggjort den 1. april”.
Nærmere oplysninger:
- Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 5085 5032
- Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602