Spring over hovedmenu

Seneste data om vestjysk ledighed og beskæftigelse

06-01-2023

Antallet af fuldtidsledige i Vestjylland steg med 379 personer fra november 2021 til november 2022. Dermed er fuldtidsbruttoledigheden i procent af arbejdsstyrken på 1,8% i Vestjylland.

Nyt om Vestjysk ledighed og beskæftigelse - 2023-01-06 data, grafer og tabeller (pdf) (Nyt vindue)

Sammenlignes antallet af fuldtidsbruttoledige i Vestjylland i november 2022 med november 2021, er ledigheden steget med 379 fuldtidspersoner. Det svarer til en stigning på 14,9%.

Fordelt på kommunerne i Vestjylland har Holstebro Kommune den laveste ledighed med en ledighedsprocent på 1,6% af arbejdsstyrken. Samtlige kommuner i Vestjylland har en lavere ledighed, i procent af arbejdsstyrken, end landsgennemsnittet på 2,5%. Sammenlignet med november måned 2021 er ledigheden dog procentuelt steget i alle syv kommuner i Vestjylland. Den største stigning i ledigheden ses i Skive Kommune med en stigning på 52,9%.

Ledighedsprocenten for de forsikrede ledige er steget med 7,2 % fra november 2021 til november 2022. Stigningen i ledigheden kan ses i 9 ud af de 22 a-kasser, der dækker de forsikrede ledige i Vestjylland. Den største antalsmæssige stigning i ledigheden for a-kasserne det seneste år, findes hos Det Faglige Hus A-kasse, hvor fuldtidsbruttoligheden steg med 99 personer. Den største bruttoledighed i procent af de forsikrede ledige findes i november 2022 hos Magistre på 3,3%.

Ledighedsprocenten er for de ikke forsikrede steget med 53,9%. Stigningen skyldes bl.a. antallet af ukrainske statsborgere, som er jobparate ledige.
Lønmodtagerbeskæftigelsen steg fra september 2021 til september 2022 med 1.680 fuldtidslønmodtagere, med bopæl i Vestjylland. Det svarer til en stigning på 1,3 %. Alle vestjyske kommuner har perioden haft en stigning i lønmodtagerbeskæftigelsen. Den største procentuelle stigning i lønmodtagerbeskæftigelsen har været i Ikast-Brande Kommune med en stigning på 2,9%, svarende til en stigning på 489 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere.

Nærmere oplysninger:

  • Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 5085 5032
  • Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602