31-03-2022
Det vestjyske arbejdsmarked er hårdt presset
Antallet af fuldtidsledige i Vestjylland var i februar 2022 på 2.911 personer. Samme måned sidste år var der over dobbelt så mange ledige. Situationen på arbejdsmarkedet spidser derfor til.
Sammenlignes antallet af fuldtidsbruttoledige i Vestjylland i februar 2022 med februar 2021, faldt ledigheden med 3.143 fuldtidspersoner. Det svarer til et fald på knap 52 %. Dermed havde Vestjylland en bruttoledighed på 1,8 % af arbejdsstyrken i februar 2022. For hele landet var i januar 2022 en bruttoledighed på 2,8 % af arbejdsstyrken.
Ses der nærmere på ledigheden i de vestjyske kommuner, havde samtlige kommuner en ledighed som var lavere end landsgennemsnittet i februar 2022.
Ledigheden er også faldet i samtlige A-kasser i Vestjylland. For de ikke-forsikrede ledige faldt ledigheden med 423 fuldtidspersoner, svarende til et fald på 50,2 % fra februar 2021 til februar 2022.
Ifølge Klaus Helmin-Poulsen, der er formand for det regionale arbejdsmarkedsråd i Vestjylland, er den lave ledighed på arbejdsmarkedet ikke kun positivt, men giver også en række udfordringer og opmærksomhedspunkter:
”Det er en historisk situation, der udspiller sig på arbejdsmarkedet lige nu. Ledigheden er rekord lav, og beskæftigelsen har ikke været højere i Vestjylland siden 2008, når der måles på december måned i året. Samtidig påvirker krigen i Ukraine også de vestjyske virksomheder, som gør, at vi står lidt i en afventede periode. Det skyldes dels arbejdskraftbehovet, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft og har behov for ukrainerne. Mange ukrainske mænd er rejst hjem, og virksomhederne skal derfor finde ny arbejdskraft. Det skyldes også at vestjyske virksomheder kan få udfordringer, hvis de har produktion eller køber serviceydelser i Ukraine. Og så ved vi, at mange virksomheder har udfordringer med at skaffe materialer, hvilket også kan begrænse produktionen,” udtaler Klaus Helmin-Poulsen.
”Derfor følger vi udviklingen nøje og ved, at der bliver arbejdet på højtryk i kommunerne, uddannelsesinstitutionerne, a-kasser og i erhvervsfremmesystemet for at finde gode løsninger på den situation vi befinder os i nu,” afslutter Klaus Helmin-Poulsen.
I december 2021 var der 1.237 fuldtidsbeskæftigede ukrainere i Vestjylland, som primært var beskæftiget i landbrug, skovbrug og fiskeri.
Nærmere oplysninger:
- Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 5085 5032
- Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602