Spring over hovedmenu

Nyhed - RAR Sjælland

09-04-2024

Nyt fra RAR Sjælland, april 2024

Den nye regionale positivliste er klar

RAR Sjælland har godkendt positivlisten for den regionale uddannelsespulje pr. 1. april 2024. Denne gang indeholder listen 283 unikke kurser, som kan bruges til opkvalificering i forhold til 33 konkrete stillingsbetegnelser inden for mangelområder i regionen. Og skulle man savne et kursus, findes det måske på positivlisten i en af vores naboregioner: RAR Hovedstaden, RAR Bornholm eller RAR Fyn.

billede af jobmulighederDet er vigtigt for RAR Sjælland, at positivlisten er et relevant redskab med gode, korte erhvervsrettede kurser, som kommunerne kan tilbyde ledige med henblik på opkvalificering målrettet aktuelle jobåbninger. Derfor bygger positivlisten på solid viden om situationen på det regionale arbejdsmarked, herunder de stillingsbetegnelser som virksomhederne har svært ved at rekruttere arbejdskraft til. Samtidig holder rådet øje med kursernes anvendelse og effekter. Vi sigter mod at matche de aktuelle behov og håber, at sagsbehandlere og ledige får et godt kendskab til mulighederne og benytter sig af dem.

Positivlisterne i RAR Sjællands område samt de tilstødende RAR-områder findes via RAR Sjællands hjemmeside. Hvert enkelt kursus er knyttet til en stillingsbetegnelse for at gøre det nemmere at søge og vejlede omkring kursusmuligheder. Da flere af kurserne kan bruges i forbindelse med forskellige stillingsbetegnelser, optræder de derfor flere gange på positivlisten.

Positivliste for regionale uddannelsespulje – RAR Sjælland

Lønnede timer virker – et godt eksempel fra Solrød

På rådsmødet i marts fik vi gode oplæg om arbejdet i Solrøds job- og socialcenter. Centerchef Jens Folman skitserede rammerne om arbejdet, og medarbejderne Laura Wiedemann og Githa Nelander fortalte om, hvordan de helt konkret samarbejder om indsatsen med lønnede timer for alle målgrupper.

RAR fik et fint indblik i en godt tilrettelagt indsats for borgere længst fra arbejdsmarkedet. Udgangspunktet er bl.a. et fælles mindset med fokus på borgerens ressourcer frem for begrænsninger. Der er målsætninger om lønnede timer og progression og en hyppig og hånd-holdt kontakt med den enkelte borger i indsatsen. Medarbejderne arbejder tæt sammen i makkerpar og små teams, der sammensættes i forhold til den konkrete opgave og med forskellige profiler og kompetencer. Der er organisatorisk og metodisk frihed, tæt samarbejde internt og fokus på nytænkning inden for de givne rammer.

Vigtige elementer i indsatsen er også et godt branchekendskab og en god kontakt med virksomhederne med udgangspunkt i deres behov for arbejdskraft. Der er åbenhed omkring relevante oplysninger om borgerens udfordringer og eventuelle støttebehov. Derudover følges løbende op i forhold til både at støtte den konkrete virksomhed og den pågældende borger – og efterværn er et vigtigt element, som medvirker til at fastholde borgerne i jobbet.

RAR Sjællands strategi- og handlingsplan 2024

På rådsmødet besluttede RAR også en tilpasset udgave af strategi- og handlingsplanen for den kommende periode, så den matcher den aktuelle situation på det regionale arbejdsmarked, de politiske aftaler og rådets prioriteringer.

Udgangspunktet er fortsat RARs mål om at bidrage til at sikre et arbejdsmarked i balance, hvor virksomhederne får den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft - og hvor flest mulige har fodfæste på arbejdsmarkedet. Ambitionen er samlet i 4 pejlemærker for rådsarbejdet:

  • Mangel og rekrutteringsudfordringer skal begrænses.
  • Ledige og beskæftigede skal have de nødvendige kompetencer og forudsætninger for job.
  • Mange flere unge skal i job eller uddannelse.
  • Flest muligt skal være en aktiv del af arbejdsmarkedet.

I 2024 indebærer det, at vi fortsat følger rekrutteringssituationen. Det gælder både de nationale indsatsområder i forhold til grøn energi og velfærd – og øvrige behov for arbejdskraft i regionen, fx i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen og industriudviklingen i Kalundborg eller i andre dele af regionen, hvorfra arbejdskraften eksempelvis søger væk til de større udviklingsområder.

Derudover sætter vi også fortsat fokus på den faglige opkvalificering, som er afgørende for, at ledige og beskæftigede kan matche de krav, der efterspørges på arbejdsmarkedet. I den sammenhæng er det bl.a. vigtigt at få synliggjort opkvalificeringsmulighederne i beskæftigelsessystemet, og rådets arbejde med den regionale positivliste er et af bidragene hertil.

Der er også brug for opmærksomhed på og samarbejde om gode løsninger for de udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Gennem dialog, formidling af viden fra konkrete projekter og anbefalinger til indsatser vil RAR bidrage til, at de forskellige aktører fastholder fokus og styrker indsatserne på de respektive områder.

I 2024 gælder det bl.a. borgere med funktionsnedsættelser, som med den rette indsats kan få et (bedre) fodfæste på arbejdsmarkedet - og den livskvalitet, som dette også kan give. Vi vil arbejde for et styrket vidensniveau om forskellige muligheder hos jobcentre, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, a-kasser m.fl.

Gennem 2023 har RAR haft særligt fokus på ungeområdet, og i 2024 fortsætter vi med at sætte spot på indsatser, der kan bidrage til, at langt færre unge havner på et sidespor. Det gør vi bl.a. ved at indsamle og viderebringe konkret viden fra kommuner og projekter med gode initiativer og resultater. Bl.a. vil vi følge projekterne om IPS for unge, der bl.a. handler om at skabe bedre sammenhæng i forløb for unge med psykiske lidelser og mistrivsel.