Spring over hovedmenu

Nyhed - RAR Sjælland

10-10-2023

Nyt fra RAR Sjælland, oktober 2023

Ungeindsatsen – en vigtig opgave for kommunerne

RAR Sjælland har udpeget indsatser for de unge som et af rådets fokusområder i 2023, og på det seneste rådsmøde i september var RAR gæster hos Ringsted Jobcenter. Her fik rådet et inspirerende oplæg om arbejdet i Ringsteds ungeenhed - som indgang til vores temadrøftelse af ungeindsatser.

Ung kvinde foran dør med teksten FutureDet er ingen hemmelighed, at der blandt de omkring 43.000 unge i hele landet, som hverken har job eller uddannelse, er en stor andel, som også har andre udfordringer, der skal tages hånd om. Og det kan være et langt sejt træk, når der er mange sten på vejen. Derfor var det godt at møde et konkret eksempel på en indsats, der er tilrettelagt med én fælles indgang for alle ledige og/eller socialt udsatte unge under 30 år - og med et særligt fokus på, hvordan hver enkelt ung bedst hjælpes ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

Erfaringerne fra ungeenheden i Ringsted, der samler indsatser og vejledning på social-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet under en hat, viser vigtigheden af at have et samlet blik på hele ungegruppen. Hermed kan potentielle problemer/udfordringer opfanges tidligt, så der kan sættes ind med en målrettet indsats. Det er der god mening i.

Forældres uddannelsesbaggrund spiller også en rolle for de unges fremtidige livsbane. Et fokus på opkvalificering af forældrene kan medvirke til at bryde en spiral og gøre uddannelse til et muligt valg – evt. på et lidt senere tidspunkt i den unges arbejdsliv.

Derudover viser undersøgelser fra STAR, at forældres grad af tilknytning til arbejdsmarkedet har stor betydning for børnenes muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet. Løntimer – at få en rigtig lønseddel – fører for mange til varig beskæftigelse. Det gælder også unge - også selv om der er tale om ganske få timer. Med den rigtige indsats kan få timer blive til flere.

Rådet vil fortsat have stor opmærksom på ungeområdet og fokus på, hvordan vi får alle unge hjulpet godt på vej til mest mulig selvforsørgelse i deres voksenliv.

Nye kurser på den regionale positivliste

RAR Sjælland har opdateret positivlisten for den regionale uddannelsespulje pr. 1. oktober 2023. Vi har tilføjet 29 nye korte, erhvervsrettede kurser, der knytter sig til nye områder med mangel på arbejdskraft. Dermed er der i alt 310 unikke kurser på listen, som gælder frem til og med 31. marts 2024.

Farvede pile der peger i forskellige retningerLedige i regionen kan forsat også tilbydes kurser fra positivlisterne i de tilstødende regioner: RAR-Hovedstaden, RAR-Fyn og RAR-Bornholm. Det giver jobcentrene flere gode muligheder for at tilbyde opkvalificering målrettet de aktuelle jobmuligheder - og dermed også efterkomme virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft.

Positivlisterne kan findes via RAR Sjællands hjemmeside. Listerne findes i 3 versioner, som giver forskellige muligheder i forhold til at skrive ud eller søge efter kurser i de enkelte RAR-områder eller inden for erhvervsområder.

Positivliste for regionale uddannelsespulje – RAR Sjælland