Spring over hovedmenu

Nyt om østjysk ledighed og beskæftigelse

31-01-2024

Ledigheden i Østjylland er steget med 1.121 fuldtidspersoner fra december 2022 til december 2023. Det er en stigning på 9,0%. Lønmodtagerbeskæftigelsen i Østjylland er steget med 2.946 fuldtidspersoner fra oktober 2022 til oktober 2023. Det er en stigning på 0,7%.

Data om ledighed og beskæftigelse i Østjylland - 2024-01-31 - med grafer og tabeller (pdf) (nyt vindue)

Beskæftigelsen i Østjylland er steget det seneste år. I oktober 2023 var der 420.751 lønmodtagere med bopæl i Østjylland. Det er en stigning på 2.946 siden oktober 2022.
I samme periode er den østjyske arbejdsstyrke vokset, hvilket primært skyldes, at flere 60+ årige og flere udenlandske lønmodtagere er i beskæftigelse.

Væksten i arbejdsstyrken betyder, at ledigheden – på trods af stigende beskæftigelse – er steget det seneste år. I november 2022 var der 12.465 ledige i Østjylland, mens der i november 2023 var 13.586 ledige – en stigning på 9%.

Rådsformand, Daniel Isak Dallerup, udtaler på baggrund af de seneste tal for beskæftigelse og ledighed:

”I Østjylland er der fortsat vækst i beskæftigelsen, men ikke i samme omfang som vi oplevede i 2021 og 2022. Samtidig er beskæftigelsesvæksten mere differentieret. Særligt kommunerne Aarhus, Horsens og Silkeborg har vækst i beskæftigelsen, mens flere østjyske kommuner har faldende beskæftigelse.

Samme tendens til en differentieret udvikling gør sig gældende på brancheniveau, idet 11 brancher har stigende beskæftigelse, mens beskæftigelsen falder i seks brancher.
Samtidig med at væksten i beskæftigelsen er aftagende, og arbejdsstyrken vokser, stiger ledigheden. Den stigende ledighed er drevet af a-dagpengemodtagere, og alle østjyske a-kasser har haft stigende ledighed det seneste år.

I den aktuelle situation er Rådet optaget af at understøtte arbejdet med at få ledige i job inden for de områder, hvor efterspørgslen på arbejdskraft fortsat er høj. Et vigtigt element i dette arbejde er målrettet opkvalificering af ledige, og Rådet er aktuelt i gang med at udarbejde listen over korte, erhvervsrettede kurser, hvor jobcentrene kan få refunderet 80% af udgifterne, når de køber kurser til ledige.”

Nærmere oplysninger:

Daniel Isak Dallerup, formand for RAR Østjylland, tlf. 6170 7326
Anders Daugberg Stryhn, Direktør AMK Midt-Nord, tlf. 7222 3602