25-02-2021
Potentialet i brancheskift – opkvalificering til mangelområder
Analysen er gennemført af PLUSS for RAR Østjylland, RAR Vestjylland og RAR Nordjylland og STAR.
Analysen anviser potentialer for job på områder med mangel eller mange jobåbninger til erhvervserfarne ledige, der har meldt sig i jobcentrene som følge af Covid-19 krisen. Undersøgelsen omfatter ledige over 25 år, som er ufaglærte eller har en forældet faglært uddannelse.
Det er en kvalitativt anlagt analyse, som blandt andet er baseret på 360 udvalgte CV’er fra 6 jobcentre samt interviews med jobcentrene om gode erfaringer og barrierer. Der er undervejs afholdt 2 workshops med jobcentre og a-kasser.
Analysen består af en rapport og et katalog med typiske ledighedsprofiler koblet til mulige job- og opkvalificeringsveje. Kataloget er et bidrag til inspiration hos jobkonsulenter i samtalen med ledige om nye jobmuligheder og brancheskift og et bidrag til VEU-indsats i projekter, hvor man leder efter profiler, der kan opkvalificeres til mangelområder.
For eksempel kan man se, hvilke typiske ledighedsprofiler, der kan være egnet til at gå ind i social- og sundhedshjælperjob uden eller med kort eller længere-varende opkvalificering.
Analysen peger på følgende barrierer for brancheskift:
- Mange ledige forventer at komme tilbage i samme eller lignede job efter Covid-19 og er ikke motiverede for brancheskift eller opkvalificering
- Jobkonsulenter har brug for mere viden for at kunne lægge en jobrettet plan med opkvalificering
- Jobcentrene oplever, at regler om ’forældet uddannelse’ bremser flere i at realisere et brancheskift
- Svage danskkundskaber gør det vanskeligt for mange ledige at deltage i jobrettet opkvalificering
Der er gode erfaringer i jobcentrene med at:
- tage afsæt i virksomhedernes behov og synliggøre gode jobmuligheder for ledige
- benytte opkvalificering koblet med virksomhedspraktik som vej til brancheskift
- bruge ny mesterlære som vej til brancheskift, fordi den betoner praktisk læring
Det vil RAR på baggrund af analysen:
- invitere til dialog med jobcentre og andre for at skabe brancherettede opkvalificeringspakker
- stille sig til rådighed for samarbejde med jobcentre om projekter, der fremmer jobmobilitet
- anbefale kommuner at dedikere en fagperson i jobcentret til at have fokus på at opkvalificere ledige
- synliggøre veje til at styrke lediges læse, skrive-, regnefærdigheder og basale it-kompetencer
- inspirere med cases om virksomheder, der har ansat ledige i et succesfuldt brancheskift