Spring over hovedmenu

Laveste ledighed i Østjylland i 14 år

Udsendt 31-05-2022

Ledigheden i Østjylland er faldet med 8.019 fuldtidspersoner fra april 2021 til april 2022. Det er et fald på 41%. Lønmodtagerbeskæftigelsen i Østjylland er steget med 21.198 fuldtidspersoner fra februar 2021 til februar 2022. Det er en stigning på 5,6%.

Nyt om ledighed og beskæftigelse fra RAR Østjylland - 2022-05-31 -pressemeddelelsen med grafer og tabeller (pdf) (nyt vindue)

Beskæftigelsen i Østjylland er steget markant det seneste år. I februar 2022 var 402.429 lønmodtagere med bopæl i Østjylland i beskæftigelse. Det er en stigning på 21.198 siden februar 2021, hvilket er en stigning på 5,6%.

Beskæftigelsen er steget i alle østjyske kommuner. I faktiske tal er beskæftigelsen steget mest i Aarhus (8.363), Horsens (2.585), Randers (2.156) og Silkeborg (2.082). Procentuelt er beskæftigelsen steget mest i kommunerne Horsens (7,2%), Samsø (6,6%), Aarhus (6,3%) og Randers (5,9%).

Ledigheden i Østjylland er faldet betydeligt det seneste år. Nyeste tilgængelige tal er fra april 2022, hvor der var 11.708 ledige. Det er et fald på 8.019 sammenlignet med april 2021.

Ledigheden er faldet i alle østjyske kommuner. I faktiske tal er ledigheden faldet mest i Aarhus (3.696), Randers (740), Horsens (681), Viborg (595) og Silkeborg (583). Procentuelt er ledigheden faldet mest i Syddjurs (48%), Hedensted (45%), Aarhus (41%) og Favrskov (41%).

Ledigheden som andel af arbejdsstyrken er højest for 25-29 årige for begge køn – 5,3% for kvinder og 4,3% for mænd. Herefter følger de 30-39 årige, hvor ledigheden er 4,2% for kvinder og 3,0% for mænd. Ledigheden er faldet for alle aldersgrupper og begge køn. For kvinder har der været et fald på 39% og for mænd et fald på 42%.

Ledigheden er faldet i alle a-kasser i Østjylland. I faktiske tal er ledigheden faldet mest i 3F a-kasse (1.045), HK a-kasse (724), Kristelig a-kasse (692) og Akademikernes (583). Procentuelt er ledigheden faldet mest i a-kasserne Fødevareforbundet (57%), Metalarbejdere (53%), Selvstændige Erhvervsdrivende (50%) og Teknikere (49%).

For ledige, som ikke er forsikrede, er ledigheden faldet med 895 svarende til et fald på 43%.

Nærværende pressemeddelelse er den sidste i indeværende Rådsperiode. Ny fireårig Rådsperiode med nyudpegede medlemmer af RAR Østjylland starter 1. juni. Rådet konstitueres den 21. juni 2022. 

Nyt om ledighed og beskæftigelse fra RAR Østjylland - 2022-05-31 -pressemeddelelsen med grafer og tabeller (pdf) (nyt vindue)

Nærmere oplysninger:

  • Jakob Beck Wätjen, formand for RAR Østjylland, Tlf. 87 22 55 11
  • Anders Stryhn, arbejdsmarkedsdirektør, AMK Midt-Nord, Tlf. 72 22 36 02