Spring over hovedmenu

Landsdækkende samarbejde sikrer Securitas nye medarbejdere og at flere ledige kommer i job

07-06-2021

Et tæt samarbejde mellem Securitas, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og flere jobcentre har gjort det muligt for vagtvirksomheden ikke alene at bemande mere end 100 stillinger, men også at løfte en samfundskritisk opgave nationalt under Covid-19 krisen.

Pressemeddelelse - printbart format med foto (pdf) (Nyt vindue)

Securitas havde behov for nye medarbejdere – behovet var geografisk spredt

Corona-pandemien har medført at Securitas fik et akut behov for nye medarbejdere flere steder i Danmark. De havde behov for medarbejdere, der skulle bemande de mange nye stillinger som sikkerhedsvagter. Det akutte behov for arbejdskraft betød, at det skulle gå stærkt med at rekruttere de rigtige medarbejdere til virksomheden. Securitas har mange typer af opgaver og bidrager bl.a. med at skabe sikkerhed og tryghed for danskerne – også under Covid-19 pandemien.

Èn indgang til beskæftigelsessystemet i hele Danmark

STAR’s regionale arbejdsmarkedskontorer har spillet en afgørende rolle, da Securitas havde behov for at rekruttere geografisk bredt. Hjælpen fra arbejdsmarkedskontorerne har betydet, at virksomheden har kunnet koncentrere sig om sin kerneopgave, mens den indledende del af rekrutteringsprocessen blev løftet af arbejdsmarkedskontorerne i tæt samarbejde med flere jobcentre rundt om i landet. Jobcentrene fik hurtigt igangsat en udsøgningsproces og fik formidlet jobbene til de rigtige profiler. Med den ene indgang har Securitas kunnet ansætte de nødvendige medarbejdere rundt om i landet inden for en meget kort deadline.

Jonas Tradsborg, HR udviklingschef ved Securitas A/S udtaler: ” Det havde været en meget vanskelig opgave, hvis vi først skulle i gang med at kontakte jobcentrene enkeltvis fordelt i hele Danmark. Det havde nærmest ikke været mulig med opgavens størrelse og den korte frist. Vi er meget taknemmelige for det samarbejde, som vi siden marts 2020 har haft med både STAR og de enkelte jobcentre.”

Samarbejdet har vist sig succesfuldt: Samtlige stillinger er blevet besat og tilmed udgør ansættelserne en vigtig del af det danske Covid-19 beredskab. Et forsigtig bud fra Jonas Tradsborg lyder, at mellem 50 og 60 % af de nyansatte kommer fra ledighed.

STAR’s regionale arbejdsmarkedskontorer i henholdsvis Øst og Midt-Nord har begge bidraget ved rekrutteringsopgaven. Direktørerne Jakob Heltoft og Anders Daugberg Stryhn siger samstemmende: ”Det er vigtigt, at virksomhederne oplever at have en tæt, fortrolig og værdiskabende dialog med os. Selvom opgaven er landsdækkende, skal virksomheder ikke sendes rundt mellem forskellige kontorer og medarbejdere. Vi tager ansvaret for koordinering af opgaven, og jobcentrene sørger for at finde de helt rigtige profiler til stillingerne. Her var der tale om en opgave, hvor det skulle gå rigtigt hurtigt, og der skal lyde ros til jobcentrene for virkelig at gribe opgaven og hjælpe så mange ledige over i et nyt arbejde på så kort tid.”

STAR hjælper virksomheder i hele landet – eksempelvis, når de har behov for support til rekruttering og opkvalificering.

Vil du vide mere – kontakt:

  • Arbejdsmarkedsdirektør Anders Dauberg Stryhn, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, telefon: 7222 3602 mail: ands@star.dk
  • Arbejdsmarkedsdirektør Jakob Heltoft, Arbejdsmarkedskontor Øst, telefon: 7221 7444, mail: jhe@star.dk
  • HR Udviklingschef Jonas Tradsborg, Securitas, telefon: 23385560, mail: jonas.tradsborg@securitas.dk