Udsendt 01-07-2021
Nyt om ledighed og beskæftigelse - RAR Østjylland - 1. juli 2021
Ledigheden er faldet med 6.861 fuldtidspersoner fra maj 2020 til maj 2021. Det svarer til et fald på 28%. Beskæftigelsen er steget med 8.379 fra marts 2020 til marts 2021 - en stigning på 2,2%.
De seneste beskæftigelsestal fra marts måned viser en markant stigning i beskæftigelsen i Østjylland, hvor 8.379 flere fuldtidspersoner er i beskæftigelse sammenlignet med marts 2020. Beskæftigelsestal for april måned 2021 er også tilgængelige, men de er forbundet med usikkerhed og vil formodentlig blive opjusteret ved næste opdatering. De foreløbige tal for april måned viser en stigning i beskæftigelsen i perioden april 2020 – april 2021 på 18.142 fuldtidspersoner.
Beskæftigelsestallene for marts og april 2020 er stærkt påvirkede af den første nedlukning, hvilket til dels forklarer den meget store stigning i beskæftigelsen, når tallene sammenlignes med tal for samme måneder i 2021.
Ledigheden er faldet med 6.861 fuldtidspersoner fra maj 2020 til maj 2021. Som det er tilfældet for beskæftigelsestallene, skal også ledighedstallene vurderes i lyset af en meget høj ledighed i maj 2020 som følge af den første nedlukning. Alene den seneste måned fra april til maj 2021 er ledigheden – jævnfør de sæsonkorrigerede tal – faldet med 2.662 fuldtidspersoner.
Formand for RAR Østjylland udtaler på baggrund af de seneste tal:
”Ledigheden i Østjylland falder mærkbart i de seneste opgørelser. Der er fortsat flere ledige end før COVID-19, men i takt med genåbningen af samfundet ser vi en rigtig positiv udvikling.
Beskæftigelsen udvikler sig endnu mere gunstigt, og ligger allerede nu på et højere niveau end før COVID-19. Det betyder desværre også, at stadigt flere virksomheder oplever problemer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Rådet har derfor et stærkt fokus på efteruddannelse og opkvalificering – både i forhold til de umiddelbare rekrutteringsudfordringer i østjyske virksomheder og i forhold til de strukturelle udfordringer, hvor særligt manglen på faglærte udfordrer de østjyske virksomheder.
Nærmere oplysninger:
- Jakob Beck Wätjen, formand for RAR Østjylland, Tlf. 87 22 55 11
- Anders Stryhn, arbejdsmarkedsdirektør, AMK Midt-Nord, Tlf. 72 22 36 02