26-03-2021
Ufaglærte unge får nyt mod på livet med praktik og job
Ny analyse fra RAR Vestjylland og RAR Østjylland tydeliggør de positive effekter og resultater af en fokuseret og samarbejdsorienteret indsats målrettet ufaglærte unge. Mening i tilværelsen, øget selvværd, og motivation til at tage en uddannelse er bare nogle af gode oplevelser, som de unge selv beretter om.
”Det giver mening at have et job”
Analysen peger på, at de unge får et stort udbytte af praktikforløb og blive tillknyttet til virksomheder, hvor de indgår som en almindelig del af medarbejdergruppen. Løn er en motiverende faktor, men flere nævner også, at der er en tilfredsstillelse i at arbejde med sine hænder og bruge kroppen, i modsætning til et stillesiddende skoleliv.
For mange af de unge handler det også om anderkendelsen, og at være en del af et fællesskab på en arbejdsplads. Her lærer de at påtage sig ansvar, udvikler sociale kompetencer, og bliver taget alvorligt og betragtet som ligeværdige.
Camilla Kylkjær er en af de unge, som har været igennem et erhvervsmentorforløb på virksomheden Peter Larsen Kaffe i Viborg, og hun fremhæver også vigtigheden i at blive behandlet som en medarbejder og kollega på lige fod med de andre:
”Det har gjort en stor forskel at være på lige fod med de andre medarbejdere, og en del af fællesskabet. Jeg har før prøvet at være på en arbejdsplads, hvor jeg blev behandlet forskelligt fra de andre. Sådan har det slet ikke været hos Peter Larsen Kaffe.”
Det rette match
Det er vigtigt for både en pågældende unge og virksomheden, at der er et godt match mellem dem. Den unge skal have den rigtige attitude og være indstillet på at indgå som en del af en arbejdsplads, hvor kollegaer er gensidigt afhængige af hinandens arbejdsindsats.
Dette betyder også, at der for jobcentrene ligger en vigtig opgave i at klæde de potentielle arbejdsgivere på til at modtage en af de unge på arbejdspladsen. Flere arbejdsgivere tilkendegiver dog også i analysen, at selvom de unge ofte er en større udgift i starten af deres samarbejde og kræver en vis fleksibilitet, ønsker de at se de unge få succes i deres arbejdsliv og lykkes.
Annette Wisler Houmann er Produktchef ved Peter Larsen Kaffe, og har været erhvervsmentor for Camilla Kylkjær i hendes tid hos virksomheden.
”At jeg har været med til at hjælpe Camilla, og se hende flytte sig så meget, det har været mit personlige drive. Der ligger en meget stor menneskelig værdi i at give de unge mennesker en chance.”
Annette påpeger også vigtigheden af, at erhvervsmentorerne er klædt godt på til opgave. Hun var selv på et 3-dages seminar hos Viborg Kommune om emner som sociale og mentale udfordringer, som de unge kan have, og hvor erhvervsmentorerne blev klædt på til opgaven og kunne sparre med hinanden.
Mod på mere
For Camilla blev mødet med Annette og Peter Larsen Kaffe et vendepunkt. ”Jeg gik fra at være en meget indelukket person, der helst bare ville være i et hjørne, til faktisk at turde svare mine kollegaer i produktionen igen når de driller mig. Nu har jeg søgt om at komme på truck-kursus og søgt nyt fuldtidsarbejde.”
Hos de Regionale Arbejdsmarkedsråd er det også en indsats man ser særdeles positivt på. En større andel unge i alderen 16-29 er på anden offentlig forsørgelse end SU, og mange af dem får ikke en uddannelse og har ikke et tilstrækkeligt kendskab til arbejdsmarkedet. Derfor er de to Regionale Arbejdsmarkedsråd Øst- og Vestjylland gået sammen med Region Midtjylland og kommunerne i regionen (KKR Midtjylland) om en fælles ambition der både omfatter en tværfaglig indsats og en aftale om at sprede gode initiativer og idéer på tværs af kommunerne.
En af indsatserne er det kommende Ungetopmøde 2021, som afholdes for første gang i år, hvor målsætningen er at give håndslag på forpligtende aftaler parterne mellem. Det er håbet, at unge som Camilla vil blive inspireret af bl.a. hendes historie, og turde tage en chance med en praktikplads og eksempelvis en erhvervsmentor.
”Ungetopmødet er en helt unik og enestående mulighed for at få de unge selv i tale, så de med egne historier kan fortælle om de ønsker de har til fremtiden. Vi mener, at et styrket samarbejde med alle aktører på området, kan være en støtte og hjælp i arbejdet og at forpligtende aftaler er en vej til at få hjulpet de unge videre i livet med arbejde og uddannelse. I lyset af, at undersøgelser viser, at vi i 2030 kommer til at mangle 99.000 faglærte, er ikke mindst uddannelse og opkvalificering en vigtig brik i ungeindsatsen,” siger Klaus Helmin-Poulsen, Formand for RAR Vestjylland.
Formand for RAR Østjylland, Jakob Beck Wätjen udtaler i forlængelse heraf: ”Det giver stor værdi for de unge - men bestemt også for arbejdsgiverne. Som analysen peger på, er mange arbejdsgivere klar til at give de udfordrede unge en chance, give dem rigtige opgaver og bruge tid på at udvikle dem, og jeg har også selv gode erfaringer fra min egen arbejdsplads.RAR’erne vil derfor indgå i brede partnerskaber med henblik på at styrke forudsætningerne for de rette match. Herved kan endnu flere unge hjælpes ind på arbejdsmarkedet, hvor der er brug for dem og de giver værdi. Vi håber, at flere unge kan blive inspireret, så virksomhederne i den midtjyske region kan få den arbejdskraft, der er brug for”.
Ungetopmødet afholdes i Viborg d. 8. juni, og der forventes deltagelse fra unge i målgruppen 16-29 - samt et bredt udsnit af repræsentanter fra kommuner, uddannelsesinstitutioner, a-kasser, praktikere, politikkere, virksomheder og øvrige aktører.
Analysen kan findes på Rådenes hjemmesider.
Hele analysen: Unges læring og udbytte i praktik og job
For yderligere kommentarer kontakt:
- Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 50 85 50 32
- Jakob Beck Wätjen, formand for RAR Østjylland, Tlf.: 87 22 55 11
- Anders Daugberg Stryhn, Direktør for AMK Midt-Nord, Tlf.: 72 22 36 02