Udsendt 06-12-2021
Ledighed på laveste niveau i 13 år
Ledigheden i Østjylland er faldet med 7.609 fuldtidspersoner fra oktober 2020 til oktober 2021. Det er et fald på 36%. Lønmodtagerbeskæftigelsen i Østjylland er steget med 16.439 fuldtidspersoner fra august 2020 til august 2021. Det er en stigning på 4,3%.
Det østjyske arbejdsmarked har gennem de seneste måneder oplevet markant stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Beskæftigelsen er historisk høj, og ledigheden er faldet med 7.600 det seneste år. Dermed er ledigheden også lavere end før nedlukningerne som følge af COVID-19, da der er 3.500 færre ledige end i oktober 2019.
Formand for Det regionale arbejdsmarkedsråd i Østjylland, Jakob B. Wätjen, glæder sig over den faldende ledighed:
”Vi ser markant faldende ledighed i alle østjyske kommuner; inden for alle a-kasser og for alle aldersgrupper. Ledigheden i Østjylland er på sit laveste niveau i 13 år. Samtidig er stigningen i beskæftigelsen historisk stor. Det skyldes til dels, at vi kommer fra et lavt niveau som følge af nedlukningerne i 2020, men når vi sammenligner med samme måned i foregående år, er antallet af beskæftigede også det højeste nogensinde. Det høje beskæftigelsesniveau og den store beskæftigelsesfremgang inden for relativt kort tid betyder, at mange østjyske virksomheder har store udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
Vi skal selvfølgelig have fokus på uddannelse og opkvalificering, så de lediges kompetencer matcher virksomhedernes efterspørgsel. Rådets VEU-koordinatorer samarbejder tæt med jobcentre, a-kasser, uddannelsesinstitutioner og virksomheder om denne dagsorden.
Samtidig er der gunstige muligheder for, at borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, kan få fodfæste i den nuværende situation, hvor virksomhedernes efterspørgsel er særligt stor. Nu handler det om at udnytte det nuværende momentum til at skabe jobs – særligt i de brancher der oplever rekrutteringsudfordringer. Vi ser meget frem til samarbejde med kommunernes nye beskæftigelsespolitiske udvalg om muligheder.”
Nærmere oplysninger:
- Jakob Beck Wätjen, formand for RAR Østjylland, Tlf. 87 22 55 11
- Anders Stryhn, arbejdsmarkedsdirektør, AMK Midt-Nord, Tlf. 72 22 36 02