Udsendt 01-10-2021
Mere end 400.000 fuldtidsbeskæftigede østjyder er det højeste antal nogensinde
Ledigheden er faldet med 6.814 fuldtidspersoner fra august 2020 til august 2021.
Det svarer til et fald på 29 procent. Beskæftigelsen er steget med 19.566 fra juni 2020 til juni 2021 - en stigning på 5,1procent.
De seneste beskæftigelsestal fra juni måned viser en markant stigning i beskæftigelsen i Østjylland, hvor 19.566 flere fuldtidspersoner er i beskæftigelse sammenlignet med juni 2020.
Beskæftigelsestallet for juni 2021 er ny rekord i Østjylland, hvilket vidner om en meget stor aktivitet hos virksomhederne. Ledigheden er faldet med 6.814 fuldtidspersoner fra august 2020 til august 2021.
Formand for RAR Østjylland, Jakob Beck Wätjen, udtaler på baggrund af de seneste tal for beskæftigelse og ledighed:
”Det seneste år er beskæftigelsen i Østjylland steget med knap 20.000, og i juni 2021 var der – for første gang nogensinde – mere end 400.000 fuldtidsbeskæftigede østjyder. Samtidig er ledigheden faldet, og der er cirka 1.300 færre ledige end før COVID-19.
Det er en fantastisk, positiv udvikling, som RAR Østjylland selvfølgelig har taget bestik af. På rådsmødet den 23. september justerede Rådet sin strategi, så fokus i høj grad er på at afhjælpe rekrutteringsudfordringer i østjyske virksomheder og få endnu flere ledige østjyder i beskæftigelse.
Målrettet opkvalificering, som giver ledige de kompetencer, der efterspørges af østjyske virksomheder, står centralt i Rådets strategi. Pr. 1. oktober har Rådet tilføjet 49 kurser til positivlisten for den regionale uddannelsespulje, som finansierer 80% af kursusudgiften, når jobcentrene bevilger kurser til ledige.
Samtidig har Rådet fokus på, at de gode jobmuligheder også giver bedre muligheder for, at borgere på kanten kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. Dette gælder blandt andet den relativt store gruppe af unge, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.
Men det er en hård nød at knække lige nu og her, hvor mange virksomheder hver dag oplever at mangle medarbejdere, og derfor må begrænse deres produktion, hvilket giver os et samfundsmæssigt værditab i Østjylland.”
Nærmere oplysninger:
- Jakob Beck Wätjen, formand for RAR Østjylland, Tlf. 87 22 55 11
- Anders Stryhn, arbejdsmarkedsdirektør, AMK Midt-Nord, Tlf. 72 22 36 02