Spring over hovedmenu

Analyse viser veje til at få erhvervserfarne ledige hurtigt videre i job

03-03-2021

Vestjylland har oplevet stigende ledighed under covid-19, hvilket også ses i hele Nord- og Midtjylland. Mange af de ledige har erhvervserfaring, stærke kompetencer og gode forudsætninger for erhvervsrettet opkvalificering og tilbagevenden til job. Det kan betyde et større potentiale for at skaffe arbejdskraft til brancher med mangel på arbejdskraft. Det viser en ny analyse fra det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i Vestjylland.

Analyse viser veje til at få erhvervserfarne ledige hurtigt videre i job - printvenlig version af pressemeddelelsen - RAR Vestjylland 2021-03-03 (pdf) (nyt vindue)

Inspirerer jobcentrene til endnu mere opkvalificering

6 jobcentre har medvirket til analysen, som fra Vestjyllands vedkommende tæller Herning og Holstebro. Til sammen er der frembragt 360 aktuelle CV’er fra ledige, som er ufaglærte og faglærte med forældet uddannelse, og analysen tegner et billede af 14 typiske ledighedsprofiler, f.eks. kontorassistenten, chaufføren og lager- og logistikmedarbejderen. Det kan jobcentre bruge som nyttig viden, når man samarbejder med virksomheder om at opkvalificere ledige og skaffe kvalificeret arbejdskraft. Erfaringer og kompetencer fra profilerne bliver holdt op mod, hvor der er virksomheder, som har svært ved at rekruttere, eller hvor der er mange jobåbninger.

”Analysen kan give inspiration til, hvilke typer af ledige, der vil være relevante kandidater ved opkvalificeringsforløb til konkrete virksomheder. Dermed kan jobcentre udsøge flere ledige, end man måske ellers ville. Det er også en pointe, at analysen kan inspirere jobcentre og a-kasser til at have øje for, hvilke ledige, der kan være relevante til uddannelsesløft til faglært, hvor der mangler arbejdskraft,” udtaler Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland.

Katalog som supplerende værktøj til jobcentre

Analysen, ’Potentialet i brancheskift – opkvalificering til mangelområder’, identificerer 14 ledighedsprofiler, der er samlet i et katalog. Konkret er der udarbejdet et kort for hver profil, der viser vej til nye jobfunktioner eller brancher, hvor mulighederne er bedre, end hvor den ledige kom fra. Der er også en oversigt med inspiration til kortere eller længere opkvalificering, som bygger videre på den lediges erfaringer. Kataloget kan især bruges af jobcentre og a-kasser som supplement i samtale og vejledning, når det kommer til opkvalificering af ledige. Profilkataloget til analysen kan ikke stå alene. Det får mest værdi, når det indgår i en samtale mellem ledige og en sagsbehandler i jobcentret eller a-kassen, som kender det lokale arbejdsmarked og virksomhederne.

Klaus Helmin-Poulsen afslutter: ”Kataloget og analysen kan forhåbentlig inspirere fx jobcentre og a-kasser, og kan virke som et supplerende værktøj til at kvalificere dialogen med de ledige yderligere, når det kommer til opkvalificering af ledige.”

Analysen er udarbejdet af Pluss for RAR Vestjylland i samarbejde med RAR Nordjylland og RAR Østjylland.

Hele analyse: Potentialet i brancheskift – opkvalificering til mangelområder

Kontakt:

  • Klaus Helmin-Poulsen, Formand for RAR Vestjylland, Tlf: 5085 5032
  • Anders Stryhn Arbejdsmarkedsdirektør, AMK Midt-Nord, tlf. 7222 3602