Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Videokonferencer: Ny teknologi gør opkvalificering nem og fleksibel

26. marts 2019

Videokonference kan være et effektivt middel til at løfte medarbejderes kompetencer.

Virksomheden Ramirent har gode erfaringer med at opkvalificere medarbejdere via videokonference
Virksomheden Ramirent har gode erfaringer med at opkvalificere medarbejdere via videokonference

Virksomheder inden for udvalgte brancher med mangel på arbejdskraft efterspørger i høj grad almene kompetencer, herunder bl.a. at medarbejderne kan læse og skrive dansk. Det viser en analyse fra De Regionale Arbejdsmarkedsråd i Østdanmark. Videokonferencer kan være et effektivt og fleksibelt middel til opkvalificering af beskæftigede.

Som undervisningsform kan videokonference komme mange virksomheder til gavn – virksomheder, som ellers kunne frygte stort produktionstab, f.eks. hvis der er lang transporttid til et uddannelsessted.

Virksomhed har gode erfaringer

Ramirent er en international maskinudlejningsvirksomhed og har fået opkvalificeret 24 medarbejdere i engelsk via videokonference. Virksomheden lyttede til et udbredt ønske fra medarbejderne, der i det daglige mødte stadigt flere ikke-dansktalende kunder.

”Det har været en effektiv og fleksibel måde at løfte vores medarbejderes grundlæggende kompetencer på”, siger adm. direktør, André Bakke.

Ramirents HR-Manager, Carina Sjørup fortsætter: ”Det gjorde det nemt for os, at medarbejderne ikke skulle tage helt til VUC Storstrøm, men bare kunne logge på en tablet og få undervisning af en engelsklærer”.

Ramirent peger på, at gevinsterne for virksomheden har været bedre produktivitet, højere kvalitet og højere medarbejdertilfredshed. Hertil kommer styrket selvtillid og selvværd hos medarbejderne.

Undervisningen var placeret på et tidspunkt, hvor der normalt ikke var travlt på Ramirents kontorer i Danmark. Derfor kunne Ramirent for begrænsede ekstra omkostninger undvære medarbejderne, mens de deltog i kurset.

VUC Storstrøm helt i front med undervisning via videokonference

VUC Storstrøm har stor erfaring med undervisning i almene fag via videokonferencer. Medarbejderne kan sidde hjemme eller på virksomheden og modtage undervisning i bl.a. dansk, matematik, engelsk og polsk. Faglærerne er uddannede i den særlige didaktiske og pædagogiske tilgang, der kræves for at kunne undervise og motivere deltagerne gennem en skærm, og teknologien bag Global Company Training fungerer upåklageligt.

Vil du vide mere?

De regionale Arbejdsmarkedsråd har til opgave at koordinere voksen- og efteruddannelsesindsatsen. Der er derfor oprettet en hotline, der kan hjælpe virksomheder og øvrige aktører med eventuelle kursusbehov.

Hotlinen kan kontaktes på 72 200 350.

Yderligere information: 

Kontakt VEU-konsulenterne i Arbejdsmarkedskontor Øst

Link til VUC Storstrøm:

Læs mere om VUC Storstrøm

Læs analyserapporten:

Virksomhedernes behov for basale it-kompetencer inden for udvalgte fagområder