Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Første kursushold er klar til job i hotel- og restaurationsbranchen

06-02-2019

Kursus og matcharrangement skaber motivation og fremtidsdrømme hos 25 ledige fra 10 sjællandske kommuner.

HR-medarbejdere fra HUMANIZER har travlt med interviews.
HR-medarbejdere fra HUMANIZER har travlt med interviews.

Hotel- og restaurationsbranchen har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Det har fået restauratører, hoteller, HORESTA, 3F, ZBC, ti kommuner og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at starte et kursusforløb på ZBC i Roskilde. ZBC er både en erhvervsskole og et gymnasium. Her har 25 ledige fra ti kommuner på Sjælland siden årets begyndelse været i gang med at dygtiggøre sig til at varetage stillinger som køkkenmedhjælper, serveringsmedarbejder eller stillinger inden for hotelrengøring.  

Og forløbet virker! Evaluering af kurset viser, at de ledige er blevet mere motiverede til job inden for branchen i løbet af kurset.

På billedet ses Ass. Executive Headchef Martin Theis Pedersen fra BC Hospitality Group i en samtale med én af de mange håbefulde kursister.
På billedet ses Ass. Executive Headchef Martin Theis Pedersen fra BC Hospitality Group i en samtale med én af de mange håbefulde kursister.

Kursisten Monika Markeviciute tog imod tilbuddet med opbakning fra a-kassen og jobcentret. Monika har været rigtig glad for muligheden for at få flere kompetencer.

På et matcharrangement i denne uge mødte Monika og de øvrige kursister arbejdsgivere, som mangler medarbejdere.

Monika fortalte efter en af sine korte matchsamtaler: ”Jeg har lært rigtig meget og har fået øjnene op for en spændende branche med gode jobmuligheder. Nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang. Jeg håber, at min samtale med Martin fra BC Hospitality Group har gjort indtryk. Det ville være en drømmestart at komme i job der. Uanset hvad der sker efter i dag, så har jeg fået troen på, at jeg kan og vil arbejde i branchen.”  

Ud over BC Hospitality Group var også HUMANIZER, EUREST og Vilcon repræsenteret til matcharrangementet. Ligesom kommunerne deltog de for – sammen med kursisterne – at lægge konkrete planer for fremtiden. Allerede to dage efter arrangementet blev syv kandidater tilbudt praktik som køkkenmedhjælpere hos BC Hospitality Group heriblandt Monika Markeviciute.

Kurset slutter fredag den 8. februar 2019.

Du kan læse mere om Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings VEU-indsats her:

Jobrettet voksen- og efteruddannelse (nyt vindue)