Spring over hovedmenu

Flere midler til uddannelse af ledige falder på et tørt sted

11-11-2024

I september besluttede Det regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR), at yderligere 25 kurser kan få tilskud fra den regionale uddannelsespulje. Det er kurser, som kan give ledige kompetencer til at søge job, hvor virksomheder mangler arbejdskraft i Vestjylland

RAR har fået nye data, der viser, at det er særlig svært for virksomheder at finde elektrikere, isolatører, maskinsnedkere og operatører til jern og metal.

Derfor besluttede RAR at tilpasse positivlisten, så ledige nu kan få korte kurser til disse fagområder. 

”Vi ved godt, at vi ikke kan uddanne en elektriker på 3 måneder”, siger Klaus Helmin-Poulsen, der er formand for RAR Vestjylland og fortsætter: "Men med et AMU-kursus i for eksempel kabelmontage på 15 dage, kan en ledig med flair for det, opnå en delkompetence og kan supplere den faglærte elektriker.”  

Nye midler til den regionale uddannelsespulje

Der er netop kommet ekstra kr. 11 mio. til puljen på landsplan, heraf godt ½ mio. til de vestjyske kommuner.

Det er godt nyt for de 7 jobcentre i Vestjylland, som helt eller delvist har brugt rammen for det statslige tilskud på 80% af udgiften, som kurser på RAR Vestjyllands positivliste kan udløse. 

Link til regional positivliste for Vestjylland

Nærmere oplysninger:

  • Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 5085 5032