Spring over hovedmenu

Lav ledighed men større usikkerhed om udviklingen på arbejdsmarkedet

03-10-2022

Ledigheden i Vestjylland er faldet med 648 fuldtidspersoner (19%) fra august 2021 til august 2022. Lønmodtagerbeskæftigelsen er steget med 1.265 (1%) fra juni 2021 til juni 2022.

Nyt om Vestjylland ledighed og beskæftigelse - RAR Vestjylland 2022-10-03 pressemeddelelsen med grafer og tabeller (pdf) (Nyt vindue)

Det vestjyske arbejdsmarked har i en lang periode været inde i en meget positiv udvikling, hvor beskæftigelsen er steget måned for måned, og ledigheden er faldet til et meget lavt niveau. De seneste tal for beskæftigelse og ledighed varsler dog større usikkerhed i den kommende tid.

Det regionale arbejdsmarkedsråd i Vestjylland var i september samlet til strategiseminar, hvor den aktuelle situation på arbejdsmarkedet og Rådets strategi blev diskuteret. Rådsformand Klaus Helmin-Poulsen udtaler:

”I Vestjylland er beskæftigelsen steget markant de seneste år, og ledigheden er faldet til et meget lavt niveau. Rådet har derfor i høj grad haft fokus på at understøtte virksomhedernes muligheder for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
De seneste tal indikerer, at stigningen i beskæftigelsen er aftagende, men Rådet forventer, at der på dele af det vestjyske arbejdsmarked fortsat vil være stor efterspørgsel på arbejdskraft. Det gælder ikke mindst mange faglærte job.

Ifølge de seneste tal er ledigheden i august blot 1,7% af arbejdsstyrken, selvom der har været en svag stigning fra april til juli. I august måned har der været et svagt fald. Da energiforsyning, inflation og stigende renter samtidig skaber større usikkerhed, har Rådet et skærpet fokus på udviklingen i ledigheden.

Den kommende tid kan således både byde på stigende ledighed og rekrutteringsudfordringer, og Rådet ser i høj grad opkvalificering som en indsats, der retter sig mod begge fokuspunkter.

Opkvalificering af medarbejdere nogle timer om ugen kan være et alternativ til opsigelser i perioder, hvor aktiviteten i virksomhederne er lav. Samtidig kan et fokus på opkvalificering medvirke til, at ledige tilegner sig kompetencer inden for områder, hvor efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft fortsat er stor.

Matchet mellem kompetencerne i den vestjyske arbejdsstyrke og virksomhedernes efterspørgsel er en nøgle til at sikre fortsat lav ledighed såvel som vestjyske virksomheders muligheder for at rekruttere kvalificerede medarbejdere.”

Nærmere oplysninger:

  • Klaus Helmin-Poulsen, formand for RAR Vestjylland, tlf. 5085 5032
  • Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602

Nyt om vestjysk ledighed og beskæftigelse - RAR Vestjylland 2022-10-03 - pressemeddelelsen med grafer og tabeller (pdf) (Nyt vindue)