Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Tag godt imod din medarbejder, når hun kommer tilbage fra kursus!

04-03-2020

"Det vigtigste er at tænke langsigtet, og at du skal kunne tage imod medarbejderne, når de kommer tilbage fra deres skoleforløb. Det er sindssygt vigtigt, at vi kan bruge deres engagement og viden, når de kommer tilbage, ellers nytter det hele ikke noget". Sådan siger Ole Sillasen, der er Plant Manager hos McBride, Holstebro, i en ny analyse fra Det regionale Arbejdsmarkedsråd.

Da Ole Sillasen kom til virksomheden for 7 år siden oplevede han, at der manglede læring i virksomheden og besluttede sig for, at der skulle meget mere fokus på sikkerhed og kvalitet. Den erfaring blev startskuddet til at bruge voksen- og efteruddannelse langt mere strategisk. Medarbejderne har nemlig ikke bare ny faglig kunnen med sig tilbage. De har også engagement og lyst til at tage større ansvar for virksomheden. På spørgsmålet om, hvad det har givet på bundlinjen, svarer Ole Sillasen:

"Der er ingen tvivl om, at det har givet afkast. Vi har sat to forbedringstavler op i mix- og pakningsafdelingen, og der har medarbejderne gennemført 500 forbedringsforslag siden 2014. Dem bruger vi, det giver mening for medarbejderne, og det gør en kæmpe forskel for forretningen, for sikkerhed og for arbejdsmiljø."

Vigtigt at kende hele værktøjskassen

Analysen fra det regionale Arbejdsmarkedsråd giver inspiration til konsulenter fra f.eks. jobcentre, uddannelsesinstitutioner og erhvervsservice. Hvordan kan de bedst understøtte virksomheder i at sikre sig tilgængelig, kvalificeret arbejdskraft? Det mest nærliggende er at opkvalificere egne ledere og medarbejdere. Det er dog langt fra en selvfølge, at det sker. Mange små og mellemstore virksomheder kender ikke efteruddannelsessystemet, og det er ærgerligt.

’Kurser er ikke den eneste måde at sikre sig kvalificeret arbejdskraft på’, siger John Hermansen, formand for Det regionale Arbejdsmarkedsråd, ’men det er vigtigt at kende hele værktøjskassen. Og det er ærgerligt, hvis virksomhederne går glip af de gode muligheder, vi nu har for at understøtte deres strategiske udvikling. Vi kan faktisk være med til at løfte medarbejdere og ledere med nye kompetencer.’

Det regionale Arbejdsmarkedsråd har derfor valgt at lytte til virksomheder, som netop bruger efteruddannelse strategisk og har succes med det. Hvornår er det, virksomhederne har brug for nye kompetencer? Hvordan træffer de beslutningen om at efteruddanne? Og hvad får de ud af det?

Forandringer eller nye krav udefra starter processen

Det viser sig, at efteruddannelse er et særligt nyttigt redskab i situationer, hvor virksomheden står over for forandringer eller nye krav fra kunder og myndigheder. Det kan f.eks. være:

  • en ny strategisk satsning, f.eks. investeringer i ny teknologi, der kræver nye kompetencer
  • øget konkurrence, som betyder at virksomheden skal hæve produktiviteten
  • ændringer i organisationen, som stiller nye krav til ledere og medarbejdere
  • regler eller lovgivning, der indeholder nye krav til standarder og produktkvalitet

Analysen stiller skarpt på indikatorer og på beslutningsprocesser, der går forud for, at virksomheder finder løsninger med efteruddannelse. Rapporten henvender sig til konsulenter og andre, der hjælper med virksomheders kompetenceforsyning.

"RAR vil omsætte analysens pointer til resultater. Vi har et godt samarbejde hele vejen rundt med de aktører, der har den daglige kontakt med vores erhvervsliv. Og i 2020 kommer vi ud til endnu flere virksomheder", lover John Hermansen.

Rapporten er udarbejdet af DISCUS for RAR Vestjylland.

Læs hele analysen:

Virksomheder, der bruger voksen- og efteruddannelse – indikatorer og beslutningsprocesser

Kontakt:

  • John Hermansen, Formand for RAR Vestjylland, Tlf: 4051 7716
  • Anders Stryhn, direktør, AMK Midt-Nord, Tlf: 7222 3602