Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Højtuddannet arbejdskraft kan sikre vækst i Vestjylland

04-03-2020

Virksomhedernes rekrutteringsudfordringer kan løses samtidig med, at man øger vækstmulighederne – hvis vi får flere højtuddannede ind i de vestjyske virksomheder. Det er én af konklusionerne i en analyse fra Det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR), som har afdækket potentialerne for højtuddannet arbejdskraft i Vestjylland.

Tiltrækning og fastholdelse af højtuddannede

Der er potentiale for, at højtuddannede kan styrke virksomhedsudviklingen i private vestjyske virksomheder. De skal sælge sig selv ind i virksomhedernes vækst- og udviklingsområder. Analysen peger på mulighederne for at løse arbejdskraft- og kompetenceudfordringer med ledige højtuddannede fra Østjylland. Dog er mange vestjyske virksomheder ikke umiddelbart vant til at ansætte denne type arbejdskraft.

Højtuddannede styrker bundlinjen

I RAR Vestjylland er der fokus på de positive gevinster ved, at flere vestjyske virksomheder ansætter flere højtuddannede:

”Vi er i RAR opmærksomme på, at kvalificerede og uddannede medarbejdere ikke kun styrker indtjeningen i virksomhederne. Det øger også virksomhedernes chancer for overlevelse og styrker værditilvæksten. Derfor er det positivt, at vestjyderne bliver bedre og bedre uddannet, fordi der er et stort potentiale i at tilføre virksomheder kompetencer, som kan være afgørende for vækst og udvikling”, påpeger formand for RAR Vestjylland, John Hermansen.

Flere virksomheder, som har været interviewet til analysen, fortæller, at det har været en øjenåbner, når højtuddannedes kompetencer bringes i spil i virksomheden. Analysen peger på, at de stigende krav til virksomhederne inden for grøn omstilling og digitalisering kan imødekommes ved at tilføre kompetencer fra højtuddannede.

”Der er behov for at få flere højtuddannede til at interessere sig for de vestjyske virksomheder. Det kræver et nært kendskab til virksomhedernes udviklingsbehov, men også at vi er fælles om at italesætte de positive perspektiver i at ansætte højtuddannede,” slutter John Hermansen, formand for RAR Vestjylland.

Analysen er udarbejdet af COWI for RAR Vestjylland i samarbejde med RAR Østjylland og RAR Nordjylland.

RAR Vestjyllands analyse af VEU-indsats for ledige - indholdspunkter og selve analysen

Kontakt:

  • John Hermansen, Formand for RAR Vestjylland, Tlf: 4051 7716
  • Anders Stryhn, direktør for AMK Midt-Nord, Tlf: 7222 3602