Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Regional uddannelsespulje - nu også fjernundervisning på positivlisten

11-05-2020

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) godkender nu løbende online-kurser som supplement til den eksisterende regionale positivliste. Oversigten over kurserne kan ses på Rådets hjemmeside. En del af kurserne findes allerede på den regionale positivliste – men nu udbydes de også som online kurser.

Behovet for fjernundervisning er vokset på grund af den aktuelle COVID-19-situation. Der er derfor åbnet op for, at der via de regionale positivlister kan udbydes kurser, der kan tages online – og som finansieres via den regionale uddannelsespulje.

Formålet med ændringen er at øge muligheden for, at ledige kan tage opkvalificerende kurser, også selvom uddannelsesinstitutionerne i øjeblikket er lukket for fysisk fremmøde pga. COVID-19.

RAR har derfor bedt uddannelsesinstitutioner, jobcentre og a-kasser i regionen om at indmelde kursusforslag, som løbende behandles af Rådet.

De nye kurser skal fortsat være inden for områder, hvor der forventes jobåbninger inden for de næste seks måneder.  

RAR kan i den kommende periode løbende godkende supplerende kurser, som optages på listen efter en konkret vurdering af, om de meningsfuldt kan udbydes som online kurser, og om de er inden for relevante områder.
Listen med online-kurser vil være gældende frem til 1. oktober 2020, hvor den regionale positivliste planmæssigt skal opdateres.

Der vil ikke blive fjernet kurser fra de eksisterende regionale positivlister.

Positivlisten for den regionale uddannelsespulje - nu også med fjernundervisningskurser

Nærmere oplysninger:

  • John Hermansen, Formand for RAR Vestjylland, Tlf. 40 51 77 16
  • Anders Daugberg Stryhn, direktør for AMK Midt-Nord: 7222 3602