Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Virksomheder kan undgå at afskedige medarbejdere samtidig med, at de bliver dygtigere!

27-03-2020

Fjernundervisning og digitale platforme er pludselig blevet overordentlig aktuelle. Mange skoler er i fuld gang med at lægge dele af deres udbud af kurser og uddannelser ud på digitale læringsplatforme. Det betyder, at virksomheder nu har endnu en mulighed for at fastholde medarbejdere, selvom jobfunktioner er lukket ned. Finansieringen kan findes i efteruddannelsessystemerne og i de overenskomstaftalte kompetencefonde.

Voksen- og efteruddannelse i en Corona-tid

RAR Østjylland vil gerne kvittere for, at uddannelsesudbydere både landsdækkende, regionalt og lokalt arbejder ihærdigt på at omlægge relevant voksen- og efteruddannelse (VEU) til undervisningsforløb, der kan følges hjemmefra. I forlængelse heraf foregår der centralt en dialog med arbejdsmarkedets parter, Undervisningsministeriet og de faglige organisationer om, hvordan man i fællesskab kan finde nye veje til at bruge f.eks. kompetencefondene i den aktuelle situation.

VEU-koordinatorerne i Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord arbejder løbende med at afdække og skabe overblik over udbuddet og understøtter samtidig, at der udvikles nye tilbud, både regionalt og på landsplan. Der er allerede udviklet særlige fjernundervisningsforløb rettet mod, at virksomheder kan opkvalificere medarbejdere under Corona-krisen, og der udvikles løbende nye.

RAR oplever, at der hos alle parter er god vilje, og at man er parat til at træde tættere sammen for at løfte udfordringerne i fællesskab.

Uddannelsesinstitutioner på alle niveauer arbejder med at omdanne og tilbyde flere uddannelsesaktiviteter online, så de kan tages i brug i den nuværende situation. www.voksenuddannelse.dk og www.efteruddannelse.dk og mange andre hjemmesider opdateres løbende, og Arbejdsmarkedskontoret henviser i sin kommunikation – både digitalt og i direkte dialog med samarbejdspartnere – til disse portaler.

Videre har Arbejdsmarkedskontoret i samarbejde med kontorerne i Syd- og Østdanmark, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutioner arbejdet på at få udviklet nogle længerevarende online forløb. 

Overblik over VEU-beredskab og muligheder i lyset af COVID-19

Vi opfordrer til blandt andet at holde sig orienteret gennem Rådets hjemmeside om nyheder, data, oversigt over VEU-aktiviteter mv. Her har vi nu oprettet en VEU beredskabsside i lyset af COVID-19 med overblik, relevante links og henvisning til regionale initiativer.

RAR Østjyllands VEU-beredskabsside (internt link)

Nærmere oplysninger:

  • Hans A. Sørensen, Formand for RAR Østjylland, Tlf. 88 92 54 02
  • Anders Daugberg Stryhn, direktør for AMK Midt-Nord, 7222 3602