Spring over hovedmenu

Nyt om østjysk ledighed og beskæftigelse - 30. november 2018

Udsendt 30. november 2018

Beskæftigelsen er steget med 7.641 fuld-tidspersoner i RAR Østjylland fra august 2017 til august 2018, hvilket er en stigning på 2,1 pct. Ledigheden er faldet med 990 fra oktober 2017 til oktober 2018. Det er et fald på 5,6 pct.

Pressemeddelelsen med flere grafer og tabeller (pdf) (nyt vindue) 

”Det seneste år er arbejdsløsheden i RAR Østjylland faldet med 990. Samtidig har der været en markant fremgang i beskæftigelsen med 7.641 flere fuldtidsbeskæftigede. Rådet vurderer ikke, at der er generel mangel på arbejdskraft, men inden for nogle brancher kan det være vanskeligt at rekruttere. Rådet ser det stigende behov for med-arbejdere som en unik mulighed for, at sikre virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft ved at få alle med. På landsplan er der cirka 10.000 unge, som mangler en praktikplads, og der er mange deltidsansatte, som ønsker at arbejde flere timer. Samtidig er der knap 17.000 arbejdsløse i RAR Østjylland, som gennem efter-uddannelse og opkvalificering kan få de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. RAR Østjylland har et skarpt fokus på efteruddannelse, og vi understøtter, at arbejdsgivere, jobcentre, uddannelsesinstitutioner, a-kasser og fagbevægelse samarbejder om opgaven.”, udtaler Hans A. Sørensen, formand for RAR Østjylland.

Antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i RAR Østjylland er steget fra 366.521 i august 2017 til 374.162 i august 2018. Det er en stigning 7.641 svarende til en stigning på 2,1 pct. Alle østjyske kommuner har haft stigende beskæftigelse det seneste år. Største faktiske stigninger ses i Aarhus, Silkeborg og Horsens.

I oktober 2018 var der 16.695 fuldtidsledige i RAR Østjylland. Det er 990 færre end i oktober 2017. Ledigheden er faldet samtlige østjyske kommuner det seneste år.

Ledigheden er faldet i 14 af 24 a-kasser. Størst fald i ledigheden ses blandt medlemmer af FOA, Kristelig A-kasse og Metalarbejdere. Modsat er ledigheden steget med Akademikernes a-kasse. Blandt ikke-forsikrede er ledigheden faldet med 834 personer.

Ledigheden varierer betydeligt på tværs af a-kasser. Lavest ledighed er indenfor El-faget (0,7 pct.) og Metalarbejdere (1,5 pct.), mens den højeste ledighed er hos Magistrene (8,1 pct.) og inden for Journalistik, kommunikation og sprog (5,8 pct.).

Ledigheden er 3,2 pct. for mænd og 4,0 pct. for kvinder. Ledigheden er højest for 25-29 årige for både mænd og kvinder. 

Pressemeddelelsen med flere grafer og tabeller (pdf) (nyt vindue) 

Nærmere oplysninger:

  • Hans A. Sørensen, Formand for RAR Østjylland, Tlf. 88 92 54 02
  • Karl Schmidt, arbejdsmarkedsdirektør, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Tlf. 72 22 36 02