23-03-2022
Succes med opkvalificering inden for CNC i Nordjylland
Flere tilfredse nordjyske industrivirksomheder har fået den efterspurgte arbejdskraft og ønsker yderligere samarbejde med de nordjyske jobcentre, TECHCOLLEGE, Dansk Metal Aalborg og Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord om flere CNC forløb
Gevinsten af et godt samarbejde i Nordjylland
Trods massiv lav ledighed har Nordjyllands jobcentre mestret at rekruttere 22 ledige til opkvalificering inden for CNC bearbejdning. De 22 ledige har hen over vinteren deltaget på et seks ugers opkvalificeringsforløb efterfulgt af fire ugers praktik hos en nordjysk industrivirksomhed. Forløbet er nu afsluttet og viser flotte resultater. Knap 80 procent af de 22 deltagerere er nu gået i job eller uddannelse. To deltagere er startet på grundforløb til industriteknikker og to af deltagerne er gået i mesterlære. Størstedelen af deltagerne har fået job, de fleste i praktikvirksomheden. ”Det er gevinsten af et rigtigt godt samarbejde mellem alle parter. Det er glædeligt, at så mange er gået i job, og at nogle har valgt at fortsætte med en faglig uddannelse inden for området”, udtaler Heidi Juel Frederiksen fra Jobcenter Frederikshavn.
Tilfredse nordjyske industrivirksomheder er med på mere - Nyt forløb starter til efteråret 2022.
Projektet har givet så positive resultater, at flere virksomheder har tilkendegivet, at de ønsker at deltage igen. Derfor blev der i denne uge indgået aftale om et nyt forløb med forventet opstart i efteråret 2022.
”Vi synes, at det har været et meget positivt forløb. Jeg bliver glad, når jeg hører, at der er nogen, der er gået i gang med en lærerplads. Det må være det ultimative. Mange af vores industrivirksomheder har givet udtryk for, at det er et interessant projekt, og noget der virker. De ønsker, at fortsætte dette. Vi ser frem til endnu et forløb senere på året”, udtaler Jan O. Gregersen Formand for Dansk Metal Aalborg.
Virksomhedernes behov i fokus.
Formanden for RAR Nordjylland Birgit Frederiksen udtaler om projektet: ”Fælles fokus på virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft er særlig aktuelt nu, hvor vi har lav ledighed, høj beskæftigelse og i stigende omfang hører om mangel på arbejdskraft. Resultaterne i det nordjyske CNC projekt viser tydeligt styrken ved behovsfokuseret samarbejde om fælles udfordringer. Det er en effektiv tilgang og en model, som vi anvender og anbefaler i RAR Nordjylland.”
Startede for at imødekomme industrivirksomhedernes efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.
På foranledning af det regionale arbejdsmarkedsråd (RAR Nordjylland) og på baggrund af den stigende efterspørgsel på CNC-kvalifikationer kørte CNC-kursusforløbet for ledige på TECHCOLLEGE i Aalborg hen over vinteren. Forløbet er udsprunget af et samarbejde mellem otte jobcentre i Nordjylland, Dansk Metal Aalborg, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og TECHCOLLEGE.
Oprindeligt blev forløbet udviklet i foråret 2021 i et samarbejde mellem DI, Dansk Metal, Industriens Uddannelser, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og fem erhvervsskoler i Midt- og Nordjylland. Formålet var at sikre, at metalvirksomhedernes efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft inden for CNC bearbejdning, fremover i større grad kan efterkommes.
Nærmere oplysninger:
- Birgit Frederiksen, Formand for RAR Nordjylland, tlf. 3010 3849
- Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602