30-09-2021
Historisk udvikling på det nordjyske arbejdsmarked.
Fra august 2020 til august 2021 faldt nordjysk ledighed med 3.759 bruttoledige. Det svarer til et fald på 27,8%. Beskæftigelsen steg med 9.981 fuldtidspersoner i Nordjylland fra juni 2020-2021. Der er en ledighedsprocent på 3,5%
”Vi har aldrig før haft en så markant nordjysk udvikling på kun et år. Det skal naturligvis ses i lyset af den nedgang, vi så under corona nedlukning sidste år. Lige nu er der dog så megen gang i arbejdsmarkedet, at vi har overhalet beskæftigelsen fra før corona-en i forhold til 2019 med 7.088 / 3,2%. Og ledigheden er faldet til under niveauet fra før coronaen med 1.267 / 11,4%. Udviklingen kommer på trods af det markante fald, der var i beskæftigelsen og en kraftigt stigende ledighed for kun et år siden, forklarer Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland.
Rådsformanden fortsætter:
”Kraftig vækst i jobskabelsen betyder, at virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft. Vi koordinerer en målrettet opkvalificerings - og efteruddannelsesindsats rettet mod områder med mangel på arbejdskraft. Job-VEU indsatsen hjælper med at uddanne nyt personale, og reducere mangel i virksomheder. Stor efterspørgsel skaber også nye muligheder for, at få grupper ind på arbejdsmarkedet, som i dag står uden en fast tilknytning til et job”.
”Vi sætter gang i konkrete tiltag for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft og kompetencer. Flere kompetente kræfter skal i spil – dels ved øget tilgang til arbejdsstyrken - dels ved at bidrage til opkvalificering af ledige og beskæftigede målrettet virksomhedernes behov.
Eksempelvis tager vi initiativ til BootCamp Nordjylland for højtuddannede. Her åbnes nye veje til job, og potentielt matches ledige højtuddannede dimittender med nordjyske virksomheder. Høj ledighed i en periode med efterspørgsel er anledningen. Initiativet går i luften i dagene 26. til 28. oktober i samar-bejde med en række virksomheder og centrale aktører. Vi håber på stor tilslutning og gode resultater”, afslutter Birgit Frederiksen.
Nærmere oplysninger:
- Birgit Frederiksen, Formand for RAR Nordjylland, tlf. 3010 3849
- Anders Stryhn, direktør AMK Midt-Nord, 7222 3602