Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Manglen på nordjysk SOSU-personale skal løses i samarbejde - rapport fra SOSU 2 arrangement

25-11-2019

- Vi skal lære af hinandens erfaringer ved at vidensdele åbent. Kun sådan kan vi i Nordjylland kan få løst de udfordringer, vi står overfor nu og i de kommende år, når det gælder manglen på kvalificeret og uddannet social- og sundhedspersonale. Derfor er det dejligt at opleve, hvor dedikerede og engagerede I har været i dag! Det slog formand for RAR Nordjylland Lars Christensen fast, da han afsluttede workshoppen SOSU 2.0 på SOSU Nord.

Mere end 70 repræsentanter for arbejdsgiverne (kommunerne og regionen), jobcentrene, fagforeningerne, uddannelsesinstitutioner og andre inden for beskæftigelsesområdet var samlet på SOSU Nord den 21. november, hvor RAR Nordjylland havde inviteret til workshop - netop for i fællesskab at finde løsninger på det, arbejdsmarkedschef Henrik Christensen i sit oplæg kaldte ”den brændende platform”; nemlig den uheldige kombination af, at der allerede nu er mangel på uddannede social- og sundhedshjælpere og -assistenter, at stadig flere stillinger ikke bliver besat. Mellem april og september havde man på landsplan 4.142 stillingsopslag for assistenter og 1.224 stillingsopslag for hjælpere, der ikke blev besat. Samtidig er gennemsnitsalderen på nordjysk social- og sundhedspersonale allerede i dag ganske høj. Og - for at føje spot til skade stiger antallet af plejekrævende ældre ganske meget i de kommende år.

- Spændende at høre de gode eksempler

Derfor var der også al mulig grund til at glæde sig over, at Frederikshavn og Mariagerfjord kommuner under workshoppen kunne præsentere inspirerende eksempler på, hvordan man har arbejdet med at løse problemerne lokalt, ligesom Aalborg Kommune og FOA i fællesskab præsenterede den rammeaftale, man har udarbejdet for at hjælpes at med at imødekomme problemerne med manglende arbejdskraft. Sygeplejefaglig direktør for Aalborg Universitetshospital Lisbeth Lagoni lod deltagerne kigge i krystalkuglen, når det drejer sig om fremtidens udfordringer og kvalifikationskrav til medarbejderne, og SOSU Nord og SOSU STV kom med et meget spændende og nyskabende bud på fremtidens undervisningsform, når SOSU-medarbejderne skal opkvalificeres. Endelig var deltagerne sat i tværfaglige grupper, hvor hvert bord - inspireret af indlæggene - kom med spændende bud på, hvordan udfordringerne løses fremadrettet.

- Jeg synes, det er opløftende at se, at den håndholdte indsats betaler sig, og det har været givende at opleve, hvordan man samarbejder på tværs af brancher - med rammeaftalen i Aalborg Kommune som et godt eksempel, påpeger Lars Christensen og fortsætter:

- Netop det, at vi i RAR Nordjylland har så bred en kontaktflade, gør det helt naturligt at vi faciliterer workshops som SOSU 2.0, hvor man mødes på tværs af brancher med fokus på netop at samarbejde. Jeg synes, der er sat nogle meget lovende initiativer i værk, og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil følge op på det - måske med en workshop igen om et år.

Øvrige bemærkninger fra workshoppen - læs følgende små artikler nedenstående: 

Mariagerfjord og Frederikshavn kommuners erfaringer  plus SOSU-skolernes nye undervisningsmodeller.

Kommuner delte ud af erfaringerne

Der er ingen tvivl om, at kommunerne kan lære af hinandens erfaringer, og under SOSU 2.0 var der blandt andet fokus på, hvordan man i forskellige kommuner har valgt at prøve at løse problemerne omkring mangel på social- og sundheds-personale - og samtidig få opkvalificeret den eksisterende medarbejderstab. I Frederikshavn Kommune har man for nylig startet et jobrotationsforløb.

- Vi har i kommunen en stor gruppe hjælpere, der har en uddannelse, der er mere end to år gammel, og dem har vi tilbudt et 36 dages kursusforløb. Samtidig holdt vi informationsmøder rundt omkring, og her fik vi kontakt til 20 ledige, der startede i et seks måneders jobrotationsprojekt, så vi ikke manglede hænder, mens assistenterne var på kursus. Hver enkelt har haft sin egen plan; enten at blive elev, voksenlærling eller arbejde som vikar, fortalte afdelingsleder Heidi Juel Frederiksen, Jobcenter Frederikshavn, uddannelseskonsulent Dorthe Houmann, Center for Sundhed og Pleje ved Frederikshavn Kommune, og virksomheds-konsulent Anna-Grethe Overby, Jobcenter Frederikshavn.

På spørgsmålet om økonomien bag jobrotationsprojektet, der fortsætter i foråret 202, lød svaret:

- Vi kender ikke de nøjagtige tal - men vi er ikke i tvivl om, at vi ikke har råd til at lade være!

Håndholdt indsats virker

Derimod var Mariagerfjord Kommune helt afklaret på, hvad det koster kommunen at få en ledig gennem SOSU-Klar:

- Det koster 25.000 kroner pr deltager at gennemføre SOSU-Klar, så vi kan ansætte dem med voksenlærlingeløn og få dem igennem selve uddannelsen til hjælper - så det skal lykkes. Derfor har vi en meget håndholdt indsats, hvor vi er i løbende dialog med den enkelte kandidat gennem hele forløbet - både på skolen og ude ved arbejdsgiverne. Og vores erfaringer er, at netop den her meget tætte kontakt sikrer, at vi får dem i mål - hvis de altså er motiverede.

Det fortalte rekrutteringskonsulent Lene Vejrhøj og uddannesansvarlig Vera Larsen, Mariagerfjord Kommune.

I januar 2019 startede de et forløb med 19 kandidater, der startede ud med et praktikforløb, inden de startede på SOSU-Klar. En af kandidaterne faldt fra under praktikken, men resten gennemførte. Af dem er de seks blevet tilbudt en uddannelsesaftale, mens tre er i afklaringsforløb og forventer at starte på grundforløb til januar.

- Andet hold er godt i gang, og her har vi en smed, flere ufaglærte og en del brancheskiftere bandt de 18, der nu er i praktik, fortalte Lene Vejrhøj og fortsatte:

- Målet er - via den meget håndholdte indsats - at sikre, at ingen er på offentlig forsørgelse, når forløbet slutter.

Mere praksisnær undervisning

- Medarbejdere, der er på kursus, skal opleve et mærkbart kompetenceløft. Og netop i de kommende år bliver der endnu mere fokus på kompetenceudvikling - det stiller i høj grad også krav til uddannelsesinstitutionerne. Og noget af det, vi har gjort, er at ændre undervisningsformen fra den traditionelle undervisning til, at vi benytter simulation som læringsmetode. Det giver en meget mere praksis-nær undervisning. Eksempelvis fortæller paramedicinere, at når de er er ude ved en borger, og der er en social- og sundhedsmedarbejder til stede, der har gennemført akutmedicinsk kursus, så sker der i dag en meget bedre overlevering af informationer til paramedicinerne.

Det fortalte leder af Kursus Nord Maybritt Skak Pedersen, SOSU Nord, og kursus- og udviklingschef Helle Damsgaard, SOSU STV.

De beskrev vigtigheden af fleksibilitet i tilrettelæggelsen af undervisningen - eksempelvis med forskellige e-læringskoncepter, fjernundervisning - og de kom også ind på de nye regler for arbejdsmarkedsuddannelser, der fra 1. januar 2020 medfører, at deres kursister skal til en afsluttende prøve, der skal dokumentere læringsudbyttet. Det er også noget, arbejdsgiverne har efterspurgt, mens tanken om en eksamen skræmmer nogle af kursisterne. Derfor eksperimenterer SOSU-skolerne netop nu med forskellige prøveformer for at finde den mest effektive - og samtidig tryggeste - prøveform.

For yderligere information – kontakt gerne:

Formand for RAR Nordjylland Lars Christensen, tlf. 23 32 02 88 – og
Næstformand for FOA Nordjylland Pia Pedersen, tlf. 46972900

Se endvidere:   

SOSU 2.0 - program og pressedækning (internt link)

Mere om SOSU 1.0 - Nyhedsmagasin september 2019 (internt link)