Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

- Vi skal samarbejde om at sikre kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland

09-12-2019

Skal udfordringen med at skaffe den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til nordjyske virksomheder løses nu og i fremtiden, er det af afgørende vigtighed, at kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder samarbejder tæt – og at uddannelser og efteruddannelser tilpasses til virksomhedernes behov. Det var der bred enighed om blandt oplægsholderne under opstartskonferencen ”Det Kompetente Nordjylland” på Comwell Hvide Hus i Aalborg fredag den 6. december. Læs her Rapport fra Konferencen:

Bag arrangementet stod RAR Nordjylland i samarbejde med Region Nordjylland, KKR Nordjylland og Business Region Nordjylland, og formandskaberne har i fællesskab og på tværs af organisationer i et år arbejdet på at udarbejde en fælles ambition inden for området kvalificeret arbejdskraft. Det har ført til fire strategiske fokusområder; nemlig uddannelsesvalg, under uddannelse, vejen til arbejdsmarkedet og livslang læring – og det var de fire fokusområder, der var i spil under opstartskonferencen.

Det var også de fire formænd, nemlig formand for RAR Nordjylland Lars Christensen, formand for Business Region Nordjylland Mogens Christen Gade, regionsrådsformand Ulla Astman og formand for KKR Nordjylland Arne Boelt, der stod for at åbne og lukke konferencen.

De godt 120 deltagere på konferencen kunne blandt andet høre uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, S – med udgangspunkt i sin opvækst i Fjerritslev – tale varmt for, at vi får fat i den femtedel af de unge, der i dag ikke kommer i gang med en ungdoms- eller erhvervsuddannelse.

- Vi skal dreje unge i den rette retning; nemlig der, hvor der er arbejde. Og det er ikke noget, vi kan lovgive os ud af – det skal foregå lokalt, påpegede Ane Halsboe-Jørgensen, mens formand for Kommunekontaktrådet Nordjylland, KKR, Arne Boelt talte for, at nordjyske virksomheder skal åbne mere op for, at unge, allerede i folkeskolen, kan komme ind på virksomhederne og se, opleve og føle, hvad det er, der foregår.

Skal uddanne os gennem hele livet

- Vi skal sikre, at nordjyderne løbende og gennem hele livet udvikler kompetencer, og at virksomhederne kender mulighederne for voksen- og efteruddannelse. Nye teknologier, globalisering og hyppige brancheskift stiller løbende krav til nye kompetencer. Derfor er efter- og videreuddannelse lige så vigtig som ordinær uddannelse i dag, slog formand for RAR Nordjylland Lars Christensen fast, mens formand for Business Region Nordjylland Mogens Christen Gade pegede på et voksende problem:

- Det er svært for nordjyske virksomheder at få kvalificerede medarbejdere med de rette kompetencer, og det går ud over væksten. Derfor skal vi have uddannelsesinstitutionerne på banen for, i et tæt samarbejde, at sikre, at der bliver uddannet den nødvendige kvalificerede arbejdskraft, påpegede Mogens Christen Gade.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, FutureNavigator, pegede på ”den brændende platform”; nemlig kombinationen af mindre ungdomsårgange, mens gennemsnitsalderen på arbejdsmarkedet stiger, og hun opfordrede blandt andet til, at vi bruger de unge influencere – eksempelvis Youtube’rne – til at trænge igennem til de 20 procent af unge, der ikke er i uddannelse eller beskæftigelse.

Danmarks mest ambitiøse ungegaranti

I Hjørring Kommune har man sat sig for at lave Danmarks mest ambitiøse ungegaranti, og det fortalte erhvervsplaymaker John Windbirk, Hjørring Kommune, om:
- Vi har indført obligatorisk erhvervspraktik i niende klasse, og så har vi indført 25 timers undervisning i ”Uddannelse og job” på alle årgange i folkeskolen, forklarede han og fortsatte:

- Men det er vigtigt at forstå, at virksomhederne er helt centrale i det her projekt. Vi har lavet partnerskabsaftaler med kommunens virksomheder om at introducere de unge til arbejdsmarkedet. Ambitionen var 50 parternskabsaftaler inden nytår – foreløbig har 58 virksomheder skrevet under.
Også på Vesthimmerlands Gymnasium er der fokus på samarbejdet med virksomhederne:

- Der er en gruppe unge, der allerede i 7.-8. klasse får at vide, at de skal beslutte, hvad de skal lave resten af livet. Så de designer deres liv og karriere – og det matcher ikke altid virksomhedernes behov, påpegede rektor Jette Rygaard og fortalte om portalen aabenvirksomhed.dk. Portalen er etableret af Dansk Arbejdsgiverforening med det mål at give børn og unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse inden for det teknologiske eller naturvidenskabelige område. Her kan lærere blandt andet finde undervisningsmateriale, der indeholder virksomhedsbesøg – og virksomheder kan tilsvarende finde undervisningsformater, de kan bruge, når skoleklasser kommer ud og skal lære.

Samarbejder med kunderne om uddannelse

NB Ventilation er en Aalborg-virksomhed, der har eksisteret siden 1973. Her er 45 medarbejdere, heraf 23 timelønnede – og i dag fem lærlinge.

- Vi indså, at vi havde en kompetence-udfordring, så derfor har vi sat fokus på opkvalificering i hele organisationen, og samtidig er vi gået fra en til fem lærlinge. De lærer noget på skolen, og så lærer de noget hos os. Men vi kan ikke lære dem alt. Derfor har vi etableret et samarbejde med nogle af vores kunder. Eksempelvis har ældste og yngste lærling lige været på Danfoss for at lave et spjæld – og de kom hjem med ild i øjnene, fortalte CEO Per Højbjerre, NB Ventilation.

Virksomheden har løbende mellem tre og fem studenterprojekter, og man har praktikanter og studentermedhjælpere fra universitetet. Selv ledelsen har fokus på uddannelse: Ledergruppen har en uddannelsesdag om måneden.

- Alternativet til at uddanne os er jo at lægge os ned og dø, slog Per Højbjerre fast.

Fælles ønske om at løse udfordringerne

Afdelingsleder Heidi Juel Frederiksen, Frederikshavn Kommune, og virksomhedskonsulent Charlotte Aksø Hansen, Jobcenter Frederikshavn, fortalte om det opkvalificeringsforløb, Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring kommuner har kørt i fællesskab for at skaffe 280 medarbejdere til M.A.R.S., Modern American Recycling Services, der har etableret sig på havnen i Frederikshavn og blandt andet skal stå for recycling-projektet med Thyra-platformen.

Paneldebatter med gang i 

To spændende paneldebatter satte fokus dels på unges uddannelsesvalg og kvalificerede uddannelser, dels på rekruttering, opkvalificering og efter-videreuddannelse.

- Det er tydeligt, at der her i salen er et fælles ønske om, og vilje til, at samarbejde på tværs for at få løst de her udfordringer. Derfor drømmer jeg om, at vi får sat samarbejdet i system – og at vi sikrer, at alle medspillere er med i processen, understregede regionsrådsformand Ulla Astman, S, mens Mogens Christen Gade, Business Region Nordjylland uddybede:

- Vi har forpligtet os på, at vi nu hver især går hjem i vores egne fora og snakker sammen om, hvordan vi udmønter alle de gode intentioner frem mod ”Det Kompetente Nordjylland 2.0”.

RAR-formand Lars Christensen konkluderede:

- Hele vores eksistensberettigelse står og falder med, om vi kan skaffe kvalificeret arbejdskraft – og derfor er det her forum unikt.

Mere om konferencen den 6. december i Aalborg - program og oplæg mv (internt link)

Pressedækning - :

Kort V-klip fra konferencen - TV2/Nord (eksternt link til web)

Desuden var der et længere indslag på TV2/Nords nyheder 6. december kl. 19.30