Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Branchenedslag og samspil skal bidrage med kvalificeret arbejdskraft til nordjyske virksomheder

08. marts 2019

Beskæftigelsen stiger i Nordjylland, og virksomheder i flere brancher melder om udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. RAR Nordjylland er klar til handling med en styrket og koordineret opkvalificeringsindsats.

Stort potentiale for kompetenceløft i Nordjylland

Der er fortsat fremgang på det nordjyske arbejdsmarked – beskæftigelsen stiger og ledigheden falder. Det Regionale Arbejdsmarkedsråd Nordjylland (RAR Nordjylland) sætter fokus på at løse kompetence-efterspørgslen med nye initiativer, som skal løse manglen på arbejdskraft i Nordjylland. Der er fortsat en række brancher i Nordjylland, som har en stor andel forgæves rekrutteringer. I de kommende år vil der fortsat være brug for flere kvalificerede hænder i Nordjylland for at sikre vækst og fremgang. På tværs af brancher har 28 pct. af samtlige rekrutteringsforsøg været forgæves i 4. kvartal 2018. Dog har virksomhederne i cirka halvdelen af tilfældene fundet en medarbejder, som ikke nødvendigvis 100 % havde de faglige kompetencer eller den efteruddannelse, som virksomheden efterspurgte. I industrien var der alene over 1.000 forgæves rekrutteringer, og virksomhederne melder særligt om mangel på faglært arbejdskraft.

Fælles udfordringer – fælles løsninger

RAR Nordjylland udpeger hvert år områder, hvor tværfaglig koordination og samarbejde skal bidrage til at sikre et bedre match mellem udbud og efterspørgsel efter voksen-, efter- og videreuddannelse (VEU). Der tages afsæt i brancher, som har særlige udfordringer med at få rekrutteret kvalificeret arbejdskraft, og hvor der er et udækket kompetencebehov. Derfor har RAR Nordjylland taget initiativ til at imødekomme udfordringerne.


I 2019 vil RAR have en styrket indsats – bl.a. på VEU-området. Indsatsen skal bidrage til at løse mangel-udfordringer med opkvalificering ifht følgende tre områder: jern- og metalindustrien, bygge og anlæg samt social- og sundhedsområdet – sidstnævnte rettet mod kvalificeret arbejdskraft til kommunerne.

”Rådet har arbejdstøjet på. Vi har allerede en god dialog med bl.a. jobcentre og uddannelsesinstitutioner, og vi vil i fællesskab arbejde for udvikling af arbejdsstyrkens kompetencer, sådan at vi kan fremtidssikre virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Det kalder på et tæt samarbejde med alle gode kræfter, hvis opkvalificeringsindsatsen skal løfte arbejdsstyrkens kompetencer. Der er etableret et koordinationsforum som bl.a. understøtter og sikrer viden om match mellem arbejdsmarkedets efterspørgsel og udbud af VEU”, udtaler Lars Christensen, Formand for RAR Nordjylland.

Målrettet opkvalificeringsindsats

Fokus på virksomhedernes kompetencebehov er med til at sikre et kvalificeret uddannelsesudbud, som er nødvendigt for målrettet opkvalificering. Derfor arbejder RAR Nordjylland for at samordne kursusbehov mellem aktørerne i beskæftigelsessystemet, sådan at der i højere grad gennemføres hold - og sådan at ledige kan få korte erhvervsrettet opkvalificeringskurser inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

”Viden om kompetencebehov i brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft, er grundstenen i målrettet opkvalificering som en del af løsningen på virksomhedernes rekrutteringsudfordringer. Derfor er der oprettet et meldesystem, hvor virksomheder kan få hjælp til af dække kompetence- eller rekrutteringsbehov,” fortsætter Lars Christensen.

RAR Nordjylland er samtidig ved at udarbejde en ny positivliste for den regionale uddannelsespulje, som fra første ledighedsdag, giver dagpengemodtagere mulighed for korte erhvervsrettede kurser målrettet mod områder, hvor der forventes mangel på arbejdskraft. Listen offentliggøres 1. april 2019.

Pressemeddelelsen i printvenligt format (pdf-fil) (nyt vindue)

Tidligere nyhed om meldesystemet - (internt link til side)