Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Faldende ledighed og stigende beskæftigelse i Nordjylland

05. april 2018

Nyt om nordjysk ledighed og beskæftigelse - 2018-04-05

Beskæftigelsen steg med 1.021 fuldtidspersoner i Nordjylland fra december 2016 til december 2017. Det svarer til en stigning på 0,5 %. Fra februar 2017 til februar 2018 er nordjysk ledighed faldet med 718 bruttoledige, hvilket svarer til et fald på 4,9 %.

”I februar måned har Nordjylland et fald i ledigheden på 5 procent siden sidste år. Samtidig ser vi en stigende beskæftigelse. Det kan derfor også mærkes i Nordjylland, at det går godt med den danske økonomi.

Den stigende efterspørgsel i virksomhederne har betydet, at flere virksomheder har udfordringer med at skaffe nye medarbejdere med de rette kvalifikationer. I den forbindelse har RAR Nordjylland netop godkendt den nye positivliste for den regionale uddannelsespulje, som indeholder kurser, hvor ledige kan blive opkvalificeret inden for områder med mangel på arbejdskraft”, udtaler Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland.

Fra december 2016 til december 2017 er antallet af lønmodtagere i Nordjylland steget fra 213.978 til 214.999 fuldtidspersoner. Det er en stigning på 1.021, hvilket svarer til en andelsmæssig stigning på 0,5 %. Beskæftigelsen er andelsmæssigt steget mest på Læsø (6,3 %) og i Rebild (2,5 %). Modsat har der været mindre fald i beskæftigelsen i Frederikshavn (-0,9 %) og Jammerbugt (-0,5 %).

Ledighedsprocenten i Nordjylland er på 5,1 % i februar 2018. Det er 0,8 procentpoint højere end ledigheden på landsplan. Fra februar 2017 til februar 2018 er ledigheden faldet med 716 bruttoledige, hvilket svarer til et fald på 4,9 %. Ledigheden har været faldende i de fleste nordjyske kommuner, med undtagelse af Jammerbugt og Læsø.

Fordelt på A-kasser har de største antalsmæssige stigninger i ledigheden fra februar 2017 til februar 2018 været hos Akademikere (85), Det Faglige Hus (72), samt Magistre (28). Modsat har de største antalsmæssige fald i ledigheden været hos FOA (-176), Metalarbejdere (-97), samt ASE (-86).

Fra februar 2017 til februar 2018 er ledigheden faldet med 0,2 % for mænd og 0,4 % for kvinder. For både mænd og kvinder er ledigheden størst hos de 25-29 årige.

Nærmere oplysninger:

  • Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland, Tlf. 3010 3849.
  • Karl Schmidt, arbejdsmarkedsdirektør, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Tlf. 7222 3602

Se grafer og tabeller om ledighed og beskæftigelse (pdf) (Nyt vindue)


Note: Pr. 1. oktober 2016 er der sket en ændring af visitationsreglerne for integrationsydelsesmodtagere. Det betyder, at alle nyankommne udlændinge under integrationsprogrammet skal visiteres jobparate, i de første 3 måneder efter kommunen har overtaget ansvaret for dem, med mindre det er åbenlyst, at de ikke er i stand til at deltage i virksomhedsrettede tilbud. Tidligere har det kun været en mindre andel integrationsydelsesmodtagere, der var jobparate. De jobparate integrationsydelsesmodtagere tæller med i den officielle ledighedsstatistik. Derfor kan det forventes, at der kommer et ekstra bidrag til antallet af ledige som følge af den ændrede visitationspraksis for integrationsydelsesmodtagere.