Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Seneste nyt om nordjysk ledighed og beskæftigelse

30. april 2018

Faldende ledighed og stigende beskæftigelse i Nordjylland

Beskæftigelsen steg med 1.713 fuldtidspersoner i Nordjylland fra januar 2017 til januar 2018. Det svarer til en stigning på 0,8 %. Fra marts 2017 til marts 2018 er den nordjyske ledighed faldet med 843 bruttoledige, hvilket svarer til et fald på 5,9 %.

”Det går godt på det nordjyske arbejdsmarked. Beskæftigelsen er steget med over 1.700 og ledigheden er faldet med over 800 det seneste år. De gode tider kan dog give udfordringer for virksomhederne med at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Derfor har RAR Nordjylland etop godkendt en ny positivliste med kurser, hvor ledige kan blive opkvalificeret inden for områder hvor der er mangel på arbejdskraft. Det kan på samme tid hjælpe ledige i job og hjælpe virksomheder som har brug for mere personale. RAR Nordjylland har i den kommende tid ekstra fokus på at afdække behov for opkvalificering for både ledige og beskæftigede i udvalgte brancher”, udtaler Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland.

Fra januar 2017 til januar 2018 er antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i Nordjylland steget fra 210.029 til 211.742 fuldtidspersoner. Det er en stigning på 1.713, hvilket svarer til en andelsmæssig stigning på 0,8 %. Beskæftigelsen er antalsmæssigt steget mest i Aalborg (998), Rebild (287) og Brønderslev (213). Modsat har der været et mindre fald i beskæftigelsen i Jammerbugt (89).

Ledighedsprocenten i Nordjylland er på 4,9 % i marts 2018. Det er 0,7 procentpoint højere end ledigheden på landsplan. Fra marts 2017 til marts 2018 er ledigheden faldet med 843 bruttoledige, hvilket svarer til et fald på 5,9 %. Ledigheden har været faldende i de fleste nordjyske kommuner, med undtagelse af Jammerbugt og Læsø.

Fordelt på A-kasser har de største antalsmæssige stigninger i ledigheden fra marts 2017 til marts 2018 været hos Det Faglige Hus (72), Akademikere (53) samt Magistre (45). Modsat har de største antalsmæssige fald i ledigheden været hos FOA (-165), Selvstændige Erhvervsdrivende (-105), samt Kristelig A-kasse (-61).

Fra marts 2017 til marts 2018 er ledigheden faldet med 3,6% for mænd og 8,7% for kvinder. For både mænd og kvinder er ledigheden størst hos de 25-29 årige.

Nærmere oplysninger:

Birgit Frederiksen, formand for RAR Nordjylland, Tlf. 3010 3849.
Karl Schmidt, arbejdsmarkedsdirektør, Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Tlf. 7222 3602

Se grafer og tabeller om ledighed og beskæftigelse (pdf) (Nyt vindue)

Note: Pr. 1. oktober 2016 er der sket en ændring af visitationsreglerne for integrationsydelsesmodtagere. Det betyder, at alle nyankommne udlændinge under integrationsprogrammet skal visiteres jobparate, i de første 3 måneder efter kommunen har overtaget ansvaret for dem, med mindre det er åbenlyst, at de ikke er i stand til at deltage i virksomhedsrettede tilbud. Tidligere har det kun været en mindre andel integrationsydelsesmodtagere, der var jobparate. De jobparate integrationsydelsesmodtagere tæller med i den officielle ledighedsstatistik. Derfor kan det forventes, at der kommer et ekstra bidrag til antallet af ledige som følge af den ændrede visitationspraksis for integrationsydelsesmodtagere.