Kursusforslag til den nye positivliste

Høringsproces for at komme med kursusforslag til de nye positivlister for den regionale uddannelsespulje gældende fra 1. april 2017

Arbejdsmarkedskontorerne udarbejder i samarbejde med de otte regionale arbejdsmarkedsråd nye regionale positivlister.

Processen påbegyndes ved, at de regionale arbejdsmarkedsråd i begyndelsen af februar 2017 beslutter et antal stillingsbetegnelser, hvor rådene vurderer, at der er mangel på arbejdskraft, og hvor ledige via korte erhvervsrettede kurser kan komme i beskæftigelse inden for mangelområderne.

Viden om offentlige udbudte kurser, der er særligt velegnede til at kvalificere ledige til at varetage de stillingsbetegnelser/jobfunktioner, der er mangel på, fås primært ved at høre uddannelsesinstitutionerne.

Jobcentre og a-kasser høres primært om forslag til privat udbudte kurser. Det vil sige, at de private kurser, der kan komme i betragtning til positivlisten, bliver indmeldt af jobcentre og a-kasser på baggrund af deres erfaringer med kursernes jobeffekter

Høringen af uddannelsesinstitutioner foregår i perioden ultimo januar til medio februar 2017.

Høringen af jobcentre og a-kasser om privat udbudt uddannelse foregår i perioden ultimo januar til primo februar 2017.

De regionale arbejdsmarkedsråd beslutter i løbet af marts 2017 nye regionale positivlister gældende fra 1. april 2017.
Sidst opdateret 26. jan 2017